Tovholderne er snart klar med Tversted Marked

Så er Tversted Markedsudvalg atter i arbejdstøjet og slider med planlægningen.

347

Planlægningen af Tversted Marked 2018, der foregår i dagene 20. til 22. juli, har stået på i lang tid, ja, det startede endnu inden det sidste marked sluttede.

– Der skal lige afholdes ”Skurvognsdag”, så der kan blive ryddet grundigt op og fejet ud, talt op af lagerbeholdning og lavet nye bestillingslister, så vi har rigeligt til de mange gæster, fortæller Robert Lauritsen.

– Gennemgang af tjeklisterne, som efterhånden tæller mange sider, er godt på vej til at være vinget af. En af de ting, der tager lang tid, er at finde alle de uundværlige og dejlige frivillige medhjælpere til de forskellige jobs. Der mangler stadig nogle vagter, der skal dækkes ind, men som altid går det hele op i en højere enhed, uddyber Robert Lauritsen.

– Vi skylder alle vores frivillige medhjælpere en stor tak, for uden dem blev der ingen Tversted Marked. Skulle der sidde nogle, der kunne tænke sig at være en del af en dejlig gruppe af medhjælpere, kan man kontakte sekretær Jette Christensen.

Der er desuden plads til flere kræmmere, så hvis du vil leje en stand, så tag en snak med Bent Kallehauge. Skulle der være en ostehandler eller en spegepølse-mand, der kunne tænke sig en stand på markedet, vil Bent meget gerne kontaktes. Kontaktinfo findes på markedets hjemmeside.

Tversted Marked tager atter den nostalgiske blokvogn i brug igen. I år håber de, at vejret arter sig således, at de kan flytte underholdningen fra markedskroen ud på blokvognen. Den ligger tæt på ølvognen, så det passer fint sammen.

Markedsudvalget har hele underholdningen på plads. Her kan blandt andet nævnes, at Shubiduo også i år spiller i det runde Markedstelt fredag og lørdag aften. Den irske sanger Bob Ferguseon spiller i teltet søndag eftermiddag fra kl. 12-16. Der kan købes Irish Stew, whisky og Irish Coffic. Cirkus Suni kommer lørdag og søndag på pladsen og underholder børnene.

– Der skal altid ske noget nyt, så vi har i år skiftet Sandwich Baren ud med en Bagels Hytte. Der kan købes bagels med forskellig fyld. I Bistroen vil der traditionen tro fredag og lørdag være Markedsbøf med alt tilbehør, og der vil i år også blive serveret tarteletter med høns i asparges, slutter Robert Lauritsen.

Om søndagen står den på Irish Stew og masser af whisky. Det er Mette fra Cafe Tannisbugt, der er markedets Mad Mor.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments