Af Mads Nygaard
Forfatter
”Mille skal aflives i dag. Hun er sgu blevet for gammel. Det bliver stenhårdt,” skrev min gamle ven Lars til frokost.
Mille er et gadekryds og rummer alt godt fra himlen over og havet omkring Hirtshals. Hun blev født i samme stald som min allerførste hund. Oppe hos Knud, en landmand af den gamle skole. Når Knud slår sig løs, kører han med fire kilometer i timen i sin bil og besigtiger afgrøderne. Ned ad den snoede grusvej, vi alle deler. Med hustruen ved sin side. Kaffe på kanden.
Hos Knud fik jeg Rita. Det døbte vi hende. Men Rita var overhovedet ikke som sangen i radioen. Og alt andet end social. Tværtimod angreb Rita Gud og hvermand. Især hjul, der drejede rundt. Jeg omdøbte hende til Dulle. Navnet sad lige i skabet. En ligefrem hund, ikke så mange dikkedarer. Hver formiddag angreb Dulle postens bil. Venstre forhjul. Og bed sig fast. Det så drabeligt ud. Og ingen andre end jeg syntes at Dulle var pragtfuld.
Nå, men en dag hvor jeg havde overstået endnu en nattevagt på Hotel Skaga, ringede telefonen: ”Der ligger en død hund med dit telefonnummer om halsen i motorvejens grøft. Mellem Bjergby og Hirtshals. Må videre, men nu ved du, hvor den er.”
Jeg rejste mig groggy fra sofaen. Iført underbukser og ikke andet. Og satte mig i bilen. Få minutter senere løb jeg hulkende rundt i nødsporet på E39, mens biler piskede flintrendes ligeglade forbi. Jeg fandt Dulle. Hun rakte tunge ad verden, selvfølgelig gjorde hun det. Sig selv til det allersidste. Og så kørte vi hjem. Side om side. Til begravelse.
Posten kom i det samme forbi. Tom Nielsen steg undtagelsesvist ud af bilen, fordi han ikke kunne forstå, hvor tandsættet i hans venstre forhjul blev af. Da han så, jeg stod med en spade i underbukser og en død hund, nikkede han bare og ventede med at aflevere vores post til dagen efter. Sorg udsætter alt i Vendsyssel. Som den skal!
Dulle kom i jorden. Jeg var utrøstelig. Ringede sønderknust til min storebror og min far og krævede deres tilstedeværelse.
”Er det ikke at stramme den?” sagde de i kor. ”Køteren var jo immervæk pisse irriterende hele sit liv.”
”Buster Larsen,” klynkede jeg bare. ”Det er en Buster Larsen dag.”
Og så kom de sgu. Begge to! Og vi lavede bål i olietønden, og vi blev fulde og jeg græd det meste af tiden, og spurgte, om de ikke havde ét eneste godt minde om Dulle, de gerne ville dele. Det ledte de længe efter, og det kunne de ikke finde. Men de var der! Dulle var død. Og de var der!
For en times tid siden var jeg hos Høkeren. Her så jeg en overskrift på ét af ugebladene: “Lise Nørgaard efter hundenes død – Det er frygteligt ensomt.”
Ja, Lise! Lige præcis. For kærligheden mellem hund og ejer … den fatter kun netop de to, hunden og ejeren! Følgesvende i blinde!
Derfor Lars, gamle ven. Klar til gravkaffe anytime! Og har endda et hav af gode minder om Mille! Fandme en dejlig køter!
Foto: Jens Kranen.
