Skandinaviens største virtuelle akvarie åbner lørdag på Nordsøen

Lørdag åbner en ny udstilling med skandinaviens største virtuelle akvarie på Nordsøen Oceanarium.

218

“Big Ocean Window” er en næsten 75 m2 stor skærm der giver dig mulighed for at komme helt tæt på livet i havet – fra plankton og gopler til de helt store hvaler.

Den nye udstilling, ”Nordsøens Jægere” er en nytænkende formidlings- og udstillingsoplevelse, der tager udgangspunkt i fødekæden i Nordsøen. På den nye kæmpestore skærm kan du gå på opdagelse i den spændende fortælling om fødekæden, og du vil stå ansigt til ansigt med både rovdyr og byttedyr mellem kysten, det lave vand og på det dybe hav.

Nordsøen Oceanarium i Hirtshals kan du i det nye kæmpe virtuelle akvarie opleve, hvordan alle havets organismer er indbyrdes forbundne i fødekæden – fra mikroskopiske plankton­organismer til kæmpestore hajer og hvaler – alt sammen i naturlig størrelse. Så her er en unik mulighed for også at komme helt tæt på marsvin, spækhuggere, kæmpe hajer og hvaler.

Foruden den enorme skærm, åbner samtidig en helt ny, involverende sæludstilling i den eksisterende sæltunnel. Her kommer gæsterne rigtig tæt på Danmarks største rovdyr gennem udfordrende installationer, interessante fakta og ved at møde dem ansigt til ansigt gennem ruderne.

Styr din egen makrel

Ud over de unikke muligheder for at komme helt tæt på dyrelivet under havets overflade, har du som gæst på Oceanariet mulighed for at prøve kræfter med livet som makrel.

Fra seks opstillede pulte kan du styre din egen makrel, og ja, livet som makrel er hårdt, for det handler både om at jage for at finde føde, men det handler også om ikke at blive spist af f.eks. marsvin.

Naturtro oplevelse

Alle dyrene på Big Ocean Window er lavet i korrekt skala, og de bevæger sig med nogenlunde de samme hastigheder som de gør i havet. Dette er gjort på baggrund af grundige studier af hver enkelt art og selvfølgelig i dialog med Oceanariets eksperter.

Så nu kan du også komme helt tæt på spækhuggere og hvaler i naturlig størrelse og i fantastisk naturtro omgivelser.

Flere end 3.000 dyr

I det virtuelle akvarie er der bl.a. 3.000 unikke sild, der 10 gange i sekundet, hver især vurderer hvor de vil svømme hen – uden at de på noget tidspunkt svømmer ind i hinanden.

Alle dyr er nemlig styret af en form for kunstig intelligens, der er brugt til at genskabe adfærden blandt stime-fisk i havene.

Brugen af kunstig intelligens gør hvert eneste forløb i det virtuelle akvarie unikt. Så selvom du sidder og stirrer på skærmen hver dag i et helt år, vil du stadig ikke kunne opleve to 100% identiske sekvenser.

Vil du selv tjekke det? Så skulle du måske investere i et årskort til Nordsøen.

Dansk design

Det er arkitekt Søren Robert Lund og det danske firma PortaPlay Aps der sammen med Nordsøen Oceanarium har stået for udviklingen af Big Ocean Window og Pro Shop Europe der har leveret selve skærmen. Big Ocean Window er udover at være Skandinaviens største interaktive skærm, også så unik at softwaren er udviklet helt specifikt til Nordsøen Oceanarium med det formål at vise fødekæden i havene omkring Danmark.

Fakta om Big Ocean Window:
  • Big Ocean Window har premiere den 23. juni 2018
  • Projektet har været undervejs i tre år og er finansieret med millionstøtte fra Nordea Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond og Vækstforum Nordjylland.
  • LED-skærmen er en 8K skærm på 75 m2 og har 11 mio. pixels.
  • Alle dyr i det virtuelle akvarie er styret af en form for kunstig intelligens, så der hele tiden sker noget nyt.
Fun Facts:
  • En af de virtuelle sild har været med fra starten af projektet. Det var den første sild der svømmede rundt i simulationen og den har været holdt i live siden og alle de andre sild er kloner af den. Vi kalder ham Preben, selvom vi ikke har set efter om det er en han eller en hun.
  • Den ledende softwareudvikler øvede sig ved at gå rundt på Skanderborg Festival i en hel dag, uden at han måtte røre ved eller støde ind i andre mennesker.
  • Ingen fisk bliver spist rigtigt i dette akvarie. I praksis bliver de ”tryllet” uden for skærmen, for derefter senere at svømme ind igen.
  • En af sildene er måske klædt ud som Holger – Kan du finde Holger?
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments