Morten Knudsen og Vendsyssel FF forlænger samarbejdet, så Knudsen er i klubben frem til 2021.
Den 23-årige midtbaneprofil, der kom til klubben på en fri transfer i januar, glæder sig over kontraktforlængelsen.
-Jeg føler mig godt tilpas i klubben, og der er gode folk både i staben, i spillertruppen og omkring klubben. Det er et sted, jeg godt kan lide at være, og jeg føler, jeg udvikler mig som fodboldspiller og som menneske. Så det er en enorm dejlig følelse at kunne sige, at her kommer jeg til at være det næste stykke tid, siger Morten Knudsen til vendsysselff.dk.
Cheftræner Jens Berthel Askou er ligeledes begejstret for at kunne råde over Morten Knudsen og hans kvaliteter, når det fra den kommende sæson hedder Superliga.
-Jeg er meget begejstret for, at vi har fået forlænget aftalen med Morten. Han har flyttet sig enormt i vores stærke udviklingsmiljø, selvom han måtte spille sig ind på holdet og vikariere på en uvant plads som højre back i starten af forårssæsonen. Mod slutningen af sæsonen viste han så på sin favoritposition på den centrale midtbane, specielt i playoffkampene mod Lyngby BK, hvilket kæmpe potentiale og talent han besidder – og ikke mindst beviste han, at han har niveauet til at begå sig i Superligaen.
Forlængelsen af Morten Knudsens kontrakt passer perfekt ind i klubbens strategi, fortæller direktør Mogens Krogh.
-Vi vil gerne have unge spillere med stort udviklingspotentiale og spillere, der kommer fra gode træningsmiljøer, hvor de har været vant til, at der bliver stillet krav og de har ambitioner. Og der passer Morten Knudsen som fod i hose. Han er stort set prototypen på den spiller, vi gerne vil hente ind, siger han til vendsysselff.dk.
Morten Knudsen og resten af spillertruppen begynder forberedelserne til den nye sæson på torsdag. En sæson, hvor der står Superliga-fodbold på menuen. Og det er selvsagt noget, den 23-årige midtbanespiller glæder sig til.
-Det bliver enormt spændende. Jeg glæder mig sindssygt meget – det gør hele truppen, og det tror jeg, kommer til at skinne igennem. Vi rykkede op efter at have været i en position, hvor vi ikke rigtig troede på det, men nu er vi her, og så er det bare at spille med det, vi har og vise, hvor gode vi er, siger Morten Knudsen.
Morten Knudsen har spillet 13 kampe for Vendsyssel FF i foråret 2018.