Håndboldgyser ved hjemmestævne hos Horne KFUM

Hjemmestævnet bød på ikke færre end seks kampe og den sidste blev rent ud sagt en gyser for herrerne i Serie 3.

10

Der blev spillet ikke færre end seks håndboldkampe ved søndagens hjemmestævne hos Horne KFUM i Stendyssehallen.

Halvdelen af dem blev resultatmæssigt ret jævnbyrdige og den sidste kl. 17.30 for herrerne i Serie 3, som FlaskePosten overværede, endte simpelthen med at blive uhyggeligt spændende mellem hjemmeholdet og Jerup.

Gæsterne kom ganske vist bedst fra start og holdt føringen med mindst et par mål, indtil deres målmand i 2. halvleg fik det røde kort og måtte forlade banen i Stendyssehallen. Derefter fik hjemmeholdet for alvor fat i spillerne fra Jerup.

Mindre end ti minutter før kampens afslutning var hjemmeholdet bagud 14-16, men blot få minutter senere var stillingen udlignet til 16-16 og med 10 sekunder tilbage førte Horne KFUM 19-18, da det sidste mål blev scoret af Jerup. Altså uafgjort.

I 3. Division vandt hjemmeholdet 27-21 over Viborg HK. Den kamp nåede webavisen ikke, men bedste spiller blev ifølge klubbens referat Anja Svendsen, der igen spillede stærkt og trådte i karakter, da Viborg valgte at mandsopdække Ida Birch.

Mål for Horne KFUM: Lisette Axelsen 2, Anja Svendsen 3, Malene Krogh 3, Carina Arildsen 3, Nicole Mogensen 5, Pernille Bastian 6, Laura Horne 0, Ida Birch 5 (1), Karoline Munk 0, Lotte Horne 0.

Læs resten af hjemmestævnets resultater her: Horne KFUM Håndbold

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments