Manden bag den store helsemesse på Vendelbohus hvert efterår, Michael Agerholm, har bedt Hjørring Kommune om at tænke sig godt om, når fremtiden for kulturhuset Vendelbohus i Hjørring skal drøftes i forbindelse med budgetforhandlingerne efter sommerferien.
Han skrev tidligere dette åbne brev til de mennesker – byrådet – der er valgt af folket til at varetage folkets interesser:
Kære Hjørring Kommune:
Jeg har nu som arrangør afholdt Helsemesse i Vendelbohus tre gange og har hørt om de planer, der er i Hjørring kommune om en eventuel nedlægning af huset.
Det vil da være en katastrofe for Hjørring. At nedlægge denne kulturelle perle vil være helt hen i vejret.
Vendelbohus er et fantastisk hus at afholde arrangement i – jeg kunne slet ikke forestille mig, hvor jeg ellers skulle afholde helsemesse i Hjørring – det nye Vendsyssel Teater -Nej tak. I Hjørring Hallerne – nej tak.
Lokalerne i Vendelbohus oser af charme, stemning og kultur. Personalet er fantastisk: Fleksible, imødekommende og jeg har kun positivt.
Jeg har booket Vendelbohus til et nyt arrangement 27. og 28. oktober 2018, og kendte jeg husets fremtid, så ville jeg booke fem år frem.
Men bliver Vendelbohus lukket, så må jeg overveje om ikke der er en anden by i Vendsyssel, som kan ligge lokaler til Helsemessen fremover.
Omlæg Vendelbohus til Kulturhus, med mulighed for foreninger og sådan nogle som mig til at leje lokaler. Der må være mulighed for at få sponsorer indover, eventuelt søg tilskud fra fonde eller lav en crowdfunding.
Jeg håber virkelig at “bystyret” kommer på andre tanker, alt andet vil være synd og skam.
Med venlig hilsen
Michael Agerholm
Arrangør af Helsemesser.
www.messeforalternativbehandling.dk