Støt Stafet For
Livet mod kræften

Overskuddet fra arrangementerne op til Stafet For Livet og selve stafetten går til Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse.

269
Fra Stafet For Livet 2016. Foto (arkiv): Hans Hunderup

Alt for mange er desværre berørt af kræft. Har du lyst til at minde og hylde disse mennesker, så deltag i Kræftens Bekæmpelses arrangement Stafet For Livet på Hjørring Golfklubs anlæg den 18. – 19. august.

Aktiviteter dag og nat Stafet For Livet er en holdaktivitet, der varer mellem 18 til 24 timer.

Gennem forskellige kreative aktiviteter bliver der indsamlet penge til kampen mod kræft.

Alle aktiviteter giver anledning til at minde og ære dem, der tabte kampen mod kræft, og giver håb og støtte til dem, der fortsat kæmper. Stafettens 18-24 timer symboliserer, at det er hårdt arbejde at være ramt af kræft – døgnet rundt.

Natten kan være svær at komme igennem. Du har lyst til at smide håndklædet i ringen, men bliver ved, fordi du ved, at der er en ny dag i morgen.

Samler penge ind til kampen mod kræft
Omdrejningspunktet for aktiviteter er en stafetbane, hvor selve stafetten foregår.

Hold på typisk 10-15 personer tilmelder sig og har altid mindst én holddeltager på banen, i de 18-24 timer, stafetten varer, for at vise, at I ønsker at bekæmpe kræft døgnet rundt.

Hvert hold samler på forskellige måder penge ind til Kræftens Bekæmpelse under stafetten.

Dels ved at betale 100 kroner i deltagergebyr, ved at lave et rundesponsorat med en virksomhed/firma og ved at indgå andre aftaler, der støtter op om holdets deltagelse.

Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse Desuden er holdene også meget velkomne til at arrangere støtteevents op til selve stafetten. Nogle holder eksempelvis loppemarked eller koncerter.

Overskuddet fra arrangementerne op til Stafet For Livet og selve stafetten går til Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse.

Det er vigtigt at huske, at det ikke gælder om at komme først rundt på stafetbanen.

Missionen for Stafet For Livet er at samles om håb, støtte, minder, gå-på-mod og vilje, så vi sammen står stærkere og knækker kræft i fællesskab.

Fighterrunden åbner stafetten
Det er vigtigt at støtte og fejre de nuværende og tidligere kræftpatienter. Det bliver de til Stafet For Livet og kaldes for Fightere – fordi de kæmper eller har overvundet kræftens klør.

Stafet For Livet åbnes med en fighterrunde, hvor Fighterne går den første runde på stafetbanen iført deres kendetegn; den gule T-shirt, der symboliserer håb og optimisme.

Efter fighterrunden kommer pårørende og andre støttere ud på banen og går bag Fighterne for at vise, at de står bag dem. Mange Fightere fortæller, at runden en kæmpe oplevelse, dels fordi de oplever et kæmpe fællesskab med andre kræftpatienter og dels fordi de ser, hvor stor støtte de får.

Tænd et lys til minde og støtte
Når mørket falder på holder stafetten en pause på ca. 30 minutter, mens alle stafetdeltagere samles til lysceremoni.

Her får du mulighed for at tænde et levende lys i en lyspose for at fejre eller minde en nær person, der kæmper mod kræft, eller som har tabt kampen. Lyset symboliserer håbet om, at kræft en dag kan bekæmpes – og at de, der mistede livet, ikke er glemt.

Ceremonien bliver efterfulgt af et minuts stilhed til ære og minde, der giver plads til minder, eftertanke og fordybelse.

Hvorfor deltage?
– Hver tredje dansker får diagnosen kræft
– Som deltager får du mulighed for at fejre livet og vise, at du kæmper mod kræft
– Din støtte går til Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte
– Kræftens Bekæmpelse er en privat forening – kun fem procent af vores indtægter kommer fra det offentlige. Kræftens Bekæmpelse er derfor afhængige af, at private personer som dig – og de venner – støtter op om kampen mod kræft.

Se mere på www.stafetforlivet.dk og Facebook siden Stafet for livet Hjørring

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments