KLUMME: Glæden grundlovsdag har en anderledes grundtone

Der findes mange traditionsrige helligdage med stor betydning også for mig, men på sin egen stilfærdige og paradoksale facon er der noget helt særligt ved den sekulære grundlovsdag.

Der er ingen tvivl om, at nordmændenes fejring af den 17. maj, som er deres nationaldag, sker med større pomp og pragt end vores egen grundlovsdag den 5. juni. Til gengæld skal man ikke undervurdere betydningen af, hvor dybt demokratiets rødder stikker i vores bevidsthed og selvopfattelse som danskere.

For mit eget vedkommende er bevidstheden om og indsigten i forfatningens samt dermed folkestyrets allermest fundamentale værdier nu som voksen tæt forbundet med nogle meget personlige erindringer om min nærmeste families fejring af grundlovsdagen i min barndoms drengeår.

I modsætning til så mange andre tog mine forældre ganske vist ikke til egentlige grundlovsmøder med mere eller mindre kendte politikere som talere, men placerede derimod mine to søstre Gitte og Helle samt mig på bagsædet i familiens VW og trillede fra Nordsøvej i Tornby til sommerhuset i den alleryderste klitrække ved Kjul.

Her var nogle af mine forældres nærmeste venner altid inviteret med ud for at spise, hvilket ofte foregik udenfor i den lune sommeraften, idet en kammerat og jeg efter maden altid løb ned på stranden og legede eller fangede glasål med hænderne ved udløbet af Kjul Å.

Allerede ved bordet fornemmede vi børn imidlertid en særdeles speciel stemning, der ikke var højtidelig på samme religiøse måde som i kirken til jul, men snarere let og løftet med en ganske særlig snert af underliggende alvor.

Især min far Knud huskede og talte ofte i min barndom om Anden Verdenskrig, som han i drengeårene oplevede i København, fordi han i en meget tidlig alder mistede sin far, hvorefter min farmor, som i lighed med min farfar var lærer, flyttede med sine tre drenge fra Himmerland til Valby. Herfra kom min far først tilbage til det nordlige Jylland, da han under aftjening af værnepligten i Nørresundby mødte min mor Inga fra Hirtshals.

Krigen sad derfor som en mørk klangbund i min fars ellers altid lyse og optimistiske sind. Det var tydeligt, ser jeg nu i tilbageblik, at hans erindringer fra dengang under krigen, som han ofte delte ud af, gav ham en personligt oplevet fornemmelse for vores grundlovs alt afgørende betydning for landets folkestyre og frihed.

Det fangede vi børn flygtigt ikke bare ved at sanse stemningen ved bordet under spisningen, men tillige ved løsrevne og i sagens natur på det tidspunkt for mig vanskeligt begribelige udsagn også om aktuelle storpolitiske emner udsprunget af Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen.

Når jeg nu tænker tilbage på grundlovsdagene i min barndom, associerer jeg meget tit helt automatisk til malerier af P. S. Krøyer. Ikke mindst Hip, hip, hurra, hvor kunstnerne er samlet omkring frokostbordet i Skagen.

Der er den samme lystige lethed i dur hos selskabet omkring bordet, som der var på grundlovsdagene i Kjul. Ikke desto mindre aner man en svært definerbar og bagvedliggende grundtone af mol og alvor i billedet.

Kunstnerne festede måske nok, men P. S. Krøyer lader os alligevel fornemme det menneskelige sinds irgange, som han selv for vild i og til sidst aldrig fandt ud af igen.

Akkurat som vi med glæde fejrer grundlovsdag og demokratiet, men gør det på en baggrund af bevidsthed om de mange mørke kræfter, der også i dag truer det.

Den flotteste ret, som demokratiet levner sine vælgere, er deres ret til at forkaste et styre, de ikke længere bryder sig om, fastslog den liberale Henning Fonsmark.

Hvor demokratiet fungerer bedst, er det historiens gartner, sagde til gengæld engang den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen.

Dybest set står de to udsagn da heller ikke i modstrid, skønt de to herrer var politisk uenige, men viser tværtimod demokratiets styrke.

Grundloven er imidlertid ingen gave. Gaver giver ubetinget glæde. Grundloven giver bestemt også grund til glæde.

Grundloven er bare slet ikke nogen selvfølge.

Rigtig god grundlovsdag!

Foto: Jens Kranen.