
Der var solskin for oven, der var løbere i festlige farver, der var en rute med smuk natur og udmattende prøvelser, der var varm mad og kolde drikke efter prøvelserne, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Med andre ord var betingelserne ideelle for Erhverv Hjørring Stafetten 2018, der blev afviklet i fredags med start og opløb ved Folkeparken og med ruten lagt gennem Hjørrings unikke og naturskønne parkområder.
Stafetløbetet er arrangeret af Erhverv Hjørring i samarbejde med løbeklubberne Havstrygerne og LIUF Løb og med Erhverv Hjørring Dynamic som sponsor.
Det blev en dejlig aften for de omkring 150 firmahold med i alt cirka 600 deltagere, hvad enten de deltog i selve løbet på 4 gange 4,3 km eller på gåturen på 6 km.
Det var hårdt i den bagende varme, men alle fik tanket op af både kalorier og væske i det store telt ved opløbet, hvor der blev lejlighed til at dyrke det sociale sammenhold mellem arbejdskolleger og dermed opfylde formålet med Erhverv Hjørring Stafetten.
Og det blev sent, inden de sidste gik hjem i den lune sommeraften.
Klik på et af billederne for at se hele serien i større format.
Kilde og fotos: Hjørring ErhvervsCenter.















































































