Søndag den 3. juni klokken 10.30 bydes der på en helt ny dirty udfordring i den flotte natur omkring Vrejlev Kloster, hvor der også er Klostermarked i weekenden.
Den “beskidte” udfordring er et sjovt og udfordrende løb, hvor deltagerne med garanti vil blive våde og mudrede.
Den 5,5 kilometer lange rute følger dele af den afmærkede Klosterrute, men flere steder bevæger deltagerne sig off-trail, igennem sø, å, vandhuller, skov, krat med videre.
Der vil også være opstillet udfordrende forhindringer på ruten i form af halmballer, dæk og meget andet. En stor del af ruten til dette Klostertrail er normalt ikke åben for offentligheden.
Der vil ikke være personlig tidtagning, men der er opstillet et ur ved målfeltet, og der vil ligeledes være depot ved målområdet. Klostertrail-løbet er kun for personer over 18 år, og der er mulighed for omklædning og bad i Poulstrup Hallen, Poulstrup Skolevej 5, Poulstrup, 9760 Vrå. Deltagelse i løbet foregår på eget ansvar.
Klostertrail-løbet afvikles samtidigt med Klostermarkedet på Vrejlev Kloster, så tag hele familien med, og lad dem som ikke vil løbe, hygge sig på markedspladsen imedens. Løbet afsluttes i Klosterhaven, hvorefter man som løber har fri entre til Klostermarkedet resten af dagen.
Tilmelding skal ske med MobilePay og foregår ved man sender 125 kroner til 34718. Skriv navn plus løb på overførslen.
Løbet arrangeres af Støtteforeningen for Poulstrup Friskole og Børnehus, i samarbejde med Vrejlev Kloster, Klosterruten, Vrejlev Kirke, Poulstrup Spejderne og Vrejlev Møllegård.
Arrangørerne opfordrer til man prikker til sine venner, kollegaer, familiemedlemmer, fodboldhold, ja alle dem man kender over 18 år, og opfordrer dem til at deltage i denne udfordring – det bliver med garanti en oplevelse, deltagerne ikke lige vil glemme!
Overskuddet går ubeskåret til Poulstrup Friskole og Børnehus. Følg eventuelt med på Facebook under “Klostertrail ved Vrejlev Kloster“.
HH