Under arrangementet Ramasjang redder bierne deltog mange skoleelever fra 3. og 5. klasserne i Hjørring Kommune ved Naturmødet.
Thunderdome var således fyldt med forventningsfulde elever. Motor Mille bød de mange elever velkommen og præsenterede dem hurtigt for en quiz om bier. Hun havde allieret sig med Dansk Naturfredningsforening, som havde lavet den lille quiz.
Der kunne kun svares sandt eller falsk på spørgsmålene. Børnene skulle eksempelvis svare på, om buksebier går med pollenbukser, eller om humlebier er vilde med musetis? Efter denne lille quiz sendte Motor Mille børnene til frikvarter, hvor der var mulighed for at gå rundt og kigge og snuse til alle de spændende ting, som boderne kunne tilbyde.
Derefter gik Motor Mille på scenen og motiverede børnene til at bevæge sig i form af dans, som hun elsker lige så meget som bier. Der blev rakt tunge og kastet med imaginære flødeboller, før alle musklerne var varmet op, så man i fællesskab kunne synge flødebollesangen.
Efter dansetimen med Motor Mille var der masser af aktiviteter for eleverne på hele området. Hos Dansk Jægerforbund tilberedte eleverne råger, mens kronhjorten blev grillet på den store grill, der som tidligere omtalt blev kompetent betjent af Allan fra Fun-Park.
UCN havde lavet et affaldsstafetløb, hvor man hurtigst muligt skulle sortere affald rigtigt. Eleverne kunne også møde ulven, som havde sneget sig ind til naturmødet. Han var dog blevet forsigtig og havde taget en skudsikker vest på.
Cirkus Suni underholdt til stor fornøjelse for eleverne og andre barnlige sjæle med deres show på Den Grønne Plads.
Find alle vores artikler om eventen her: Naturmødet.
Foto: Catwizle Production.