Man bliver helt høj af stemningen og alle de gode oplevelser, har en gæst sagt om Naturmødet 2018 i Hirtshals.
Den vurdering kan skribenten her sagtens skrive under på og genkende, idet jeg sammen med fruen torsdag aften tog en tour de force igennem programmet.
Den tur startede med en virkelig lækker tre retters menu på terrassen udenfor Hirtshals Kro. Menuen var hele vejen igennem perfekt og spædet op med en sval rosé, idet fruen til forret fik en velsmagende fiskesuppe og jeg en rigtig god rejecocktail, mens hovedretten var en delikat fyldt rødspætte og til dessert irish coffee.
Derefter var vi lige inde og vende på Irish No1. Her havde de smugåbnet aftenen før preopening fredag. Der var virkelig tale om kvalitetsøl svinget over disken af direktør Jens Lund Madsen.
Derefter stod den på fantastisk musik med Love Shop i Thunderdome og solokoncert med Kristian Leth i teltet Life på Den Grønne Plads.
Herligste aften med det skønneste vejr og høj blev man af sanseindtrykkene sådan en torsdag aften under Naturmødet i Hirtshals.
Alligevel var jeg tidligt oppe kl. 6.00 denne ligeså smukke fredag morgen, hvor jeg minsandten mødte Allan fra Fun-Park.
Udenfor jægernes stand havde han såmænd siden kl. 4.00 været i sving med at grille 68 kilo kronvildt til servering i eftermiddag.
Velkommen til Naturmødet 2018!
Du kan her finde hele programmet for Naturmødet 2018.