APROPOS NATURMØDET 2018: De sidste 20 års politik har reelt svigtet naturen…

Hvis politikerne virkelig mener noget med at give naturen bedre vilkår, så er opskriften i følge Peder Bøgh Størup ganske ligetil...en enkel opskrift med få ingredienser til en ret, som en del sikkert vil have svært ved at få ned, og andre vil elske...

104

Nej…Størup er fra Silkeborgkanten og er ikke i familie med en herboende tidligere borgmester, men der er nordjysk tilknytning til Lønstrup.

Peder Bøgh Størups farmor er født og opvokset i Lønstrup, hun var datter af Søren Størup, der drev købmandsgården i midtbyen. Familien boede privat i det, der i dag er Hotel Marinella. Da Søren Størup døde, flyttede Johanne Størup med børnene ind i Villa Vest.

Og for tiden er Peder Bøgh Størup aktuel på Fyrklit Foto – Galleriet på kanten – med flotte plakater af sommerfugle og orkideer…

,
Modellerne på Størups plakater er mestendels nogle, han selv har fundet og fotograferet…et ret omfattende projekt…

Størup er manden bag organisationen naturbeskyttelse.dk som primært når ud til offentligheden via facebook, og det er på facebook, jeg finder det opslag, som er anledningen til denne artikel…

På baggrund af en hjemmesideartikel fra P4 Nordjylland lavede Størup den 18. maj følgende opslag:

“Vi er på vej til at miste Kirkeuglen (Athene noctua), en af vore ikoniske arter fra det åbne land – men sådan går det, når man ikke passer godt nok på naturen og landskabet.

Kirkeuglen også kaldet Minerva-ugle efter den romerske gudinde for visdom – man kan så tænke lidt over, hvor meget visdom der har været i den måde, vi har behandlet vores natur og landskab på!

Tabet af Kirkeuglen er en direkte konsekvens af en ekstrem liberal tilgang til landskabets anvendelse, der ikke sikrer naturområderne og arterne i dem beskyttelse. Ansvaret for udviklingen er politisk, og det kan placeres på skuldrene af dem, der har siddet på magten, særligt de sidste 20 år. (så kan man jo fordele ansvaret på både blå og røde skuldre)

Udover fraværet af en tilstrækkelig naturbeskyttelse fra skoven til det åbne land, hvor Kirkeuglen lever, så er et af de største problemer, at landbrugsstøtten tilgodser intensiv landbrugsdrift – vi har altså alle sammen været med til at støtte en udvikling, hvor landskabet forarmes og arter går tilbage med den konsekvens, at de uddør lokalt og nationalt.

Hvis politikerne mener det med natur, er det faktisk ret enkelt:

1. Styrk naturbeskyttelsen.
2. Ændre landbrugsstøtten, så natur modtager den højeste støtte.
3. Brug årligt 1 – 2 mia på at købe privat arealer fri af skov og landbrugsdrift.

Så det er faktisk meget let, både lovgivningsmæssigt og økonomisk, at sikre kirkeuglen og de andre arter i vores natur!”

Monokulturer, så langt øjet rækker, kan være nok så smukke, men de er ikke befordrende for en artsrig natur…

Artiklen, som Peder Bøgh Størup tager afsæt i, kan læses her: Opgiver redning af kirkeuglen

Og han har i øvrigt bebudet, at han deltager i så mange debatter på Naturmødet, som han kan nå…og at han lader fløjlshandskerne blive hjemme…

Foto: Dansk Ornitologisk Forening og Elling.

Se tidligere artikler på Flaskeposten.nu om Naturmødet 2018 i Hirtshals.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments