Den nordjyske sanger og sangskriver, Tino Pedersen, er netop nu aktuel med sin debut-udgivelse. Den bærer slet og ret titlen TINO og er den første danske udgivelse i mange år med sange udelukkende på vendelbomål.
– Vendelbomål er mit modersmål, og det rigsdanske – med accent – er noget, jeg blev nødt til at lære, da jeg skulle i skole og ellers forsøge at begå mig ude i verden, siger Tino Pedersen, som gennem årene også har beskæftiget sig med at skrive og spille original musik på engelsk.
– Gennem lige så mange år har jeg haft den her drøm om en dag at udgive sange på mit modersmål. Men det har krævet mod og tilløb, og det er noget helt andet end engelsk, hvor man nogle gange kan gemme sig lidt bag fraser, der bare lyder godt, siger Tino Pedersen.
Han tilføjer, at når man graver sig ned i dialekten, så åbner det op for nogle emner og et univers, som ingen har skrevet sange om før.
– Åbningsnummeret ”Wild Vildmose” er et godt eksempel. Den handler om den vilde skønhed i Store Vildmose, kartoffelkonger og kvier, der bliver sat på græs. Det er der ikke så mange andre, der hylder, siger Tino Pedersen med et smil.
På debut-udgivelsen tager han lytterne med på en rejse ind i et tekstmæssigt univers med originale fortællinger om skawboer, der slås med københavnske turister i uge 29 i sangen ”Skagen Skyline” og forlist kærlighed på nordjysk i sangen ”Vi Svor Engang”, hvor det naive unge par bytter ringe på stranden i Asaa. I sangen ”Columbia” er der blevet plads til en røverhistorie om fire knægte, som i foråret 1981 i et anfald af eventyrlyst og udlængsel ringede til rumfærgen Columbia for at høre John Young og Robert Crippen kommunikere med Houston på rumfærgens jomfrutur. Det foregik fra en telefon ved en kommunal pumpestation – og gav formentlig kommunen en større regning.
– Jeg kan godt lide at skrive sange med glimt i øjet, men ellers må der også gerne være stof til eftertanke og lidt sproglige finurligheder for dem, der går op i den slags. Men det allervigtigste for mig er nok at forsøge at sætte ord og toner på en egn, et folk og nogle emner, som er meget langt fra mainstream, men som ikke desto mindre er det liv, vi lever heroppe nordpå, forklarer han.
Tino Pedersen har skrevet alle sange og spiller alle instrumenter selv på debut-udgivelsen, som han har produceret i samarbejde med sin musikalske makker gennem mange år, Carsten Nielsen. De to arbejder også sammen i Carsten Nielsens band Danophone, som i 2016 udgav albummet ”Rerun”.
Debuten omfatter sangene: ”Wild Vildmose”, ”På Den Egn Vi Bor”, ”Vi Svor Engang”, ”Skagen Skyline”, ”Columbia”, ”Halina” og ”Udlængsel” og er tilgængelig på musiktjenester og sites som iTunes, Spotify, Amazon og Google Play.
T*I*N*O#vendelbo #albumpåvej #internationaltractor #hankmoharve #manmåjobidedetisigåværestærk ?✌️
Geplaatst door Tino Pedersen op zaterdag 29 juli 2017
Følg med på www.tinopedersen.dk og www.facebook.com/musiktino, hvor der også er adgang til musikvideoer til sangene ”Skagen Skyline”, ”Wild Vildmose”, ”Vi Svor Engang” med mere.
Se mere på www.tinopedersen.dk