Af Musikforeningen I morgen er det jul, mor:
Økonomiudvalget har igen skudt afgørelse om Vendelbohus fremtid til hjørne.
Mange foreninger og brugere af huset må endnu engang belave sig på at træde vande og håbe at holde næsen oppe indtil næste udsættelse af beslutning om Vendelbohus.
På vegne af økonomiudvalget tændte Henrik Jørgensen igen for respiratoren til det nødlidende hus og de mange frivillige må se om de kan finde engagement til deltagelse i de halve løsningers cirkus.
I en kommune, hvor vi kan bygge nye kulturelle fyrtårne og tale om at flytte de gammeldags udtjente fyrtårne kan det undre, at kommunens fremmeste 31 ikke kan blive enige om at finde 1.4 mio. til finansiering af Vendelbohus med 50.000 brugere årligt.
Udlej køkkenet, stil krav om fælles billetsalg med gebyr til huset, pålæg afgift på barsalg og lad kommunen betale for leje af lokaler til folkeoplysningsaktiviteter som loven foreskriver.
Det er et konkret forslag med mulighed for konkret afkast i 2 mio. kr. klassen.
Det handler tydeligvis ikke om økonomi – men om manglende vilje. Vægelsindet kommer til udtryk ved, at ingen øjensynligt tør tage det politiske ansvar for at lukke et hus med 50.000 brugere.
Manglen på rettidig omhu fremkommer ved byrådets behandling af de mange foreninger og mange brugere på Vendelbohus som endnu en gang efterlades i uvished.
Såfremt strategien er langsom neddrosling af huset med en langsom udsivning af foreningsaktiviteter skal det nok lykkes – men pænt er det ikke.
Hvorfor lade embedsmænd fremstille forskellige scenarier – kan politikerne ikke blot tage ansvar for den fremtid som de helst ser Vendelbohus som en del af?