Marianne Mortensen hviler ikke på laurbærrene med MorMors Sommercafé i Tornby

Marianne Mortensen har nu fået anlagt en fantastisk hyggelig og lun terrasse i læ bag MorMors Sommercafé på Strandvejen i Tornby.

1046

Hvis man googler mormor og mad, får man adskillige hits med links til alskens gamle opskrifter med retter, som vores bedstemødre lavede dem.

Man ramler med sikkerhed også ind i MorMors Sommercafé, som er et nostalgisk sted fyldt med minder fra vores forældres og bedsteforældres tid.

Marianne Mortensen har da også på kort tid fået skabt ikke bare et utrolig hyggeligt miljø, men også et renommé med et gedigent spisested med fokus netop på lækker mad med et gammeldags tilsnit.

I denne forlængede weekend havde Marianne Mortensen desuden inviteret til indvielse af en helt ny terrasse, der ligger lunt i læ bag MorMors Sommercafé på Strandvejen i Tornby.

Her nød netavisens udsendte lørdag den ekstremt gode øl Carlsberg 1883. Mens havgusen lagde sit kolde slør over Hirtshals, var der såmænd sol og varme bag MorMors Sommercafé.

Marianne Mortensen hviler tydeligvis ikke på laurbærrene, der udelukkende bruges som krydderi på MorMors Sommercafé. Herligt er det sådan et sted at lege turist på sin egen hjemegn.

Denne søndag bydes der i øvrigt fra kl. 14 til 17 på det berømte kagebord. Bestemt et besøg værd!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments