Hjørring Kommunearkivs udstilling, der åbner den 1. maj og byder på både klassiske museumsgenstande og en virtuel rundvisning på Ældrecenter Svanelundsbakken i Hjørring, får til huse på Vendsyssel Historiske Museum og er blevet til ved hjælp af en flot donation fra Fonden Ensomme Gamles Værn.
Udstillingen skildrer de vilkår, som beboerne på en kommunal alderdomsinstitution lever under, og hvorledes de har ændret sig gennem de sidste 150 år. Gennem udstillingen følger vi Vilhelm Jensen, der som 19-årig ankommer til Hjørring Fattiggård. Han tilbringer resten af livet på kommunale plejehjem og dør på Plejehjemmet Poulstruplund ved Vrå i 2005.
Vilhelm Jensen med vogn fra De Gamles Hjem i Fynsgade i Hjørring ca. 1980.
Vilhelms historie er både fortællingen om udviklingen af det danske velfærdssamfund og de forskellige tilgange, der har været til ældreomsorg gennem perioden. Fra fattiggårdens barske kår til nutidens plejecentre og de udfordringer og dilemmaer, der går hånd i hånd med de mange muligheder, som velfærdsteknologien byder på.
Når udstillingen nedtages skal plancherne fungere som en vandreudstilling, der kan udlånes til plejehjem, uddannelsesinstitutioner, biblioteker m.v. Udstillingen er et eksempel på, at man kan nå langt, når man samarbejder. Ud over Hjørring Kommunearkiv har Sundheds- og ældreforvaltningen i Hjørring Kommune bidraget til den del af udstillingen, der viser nutidens plejecentre og Vendsyssel Historiske Museum har fundet genstande, der kan illustrere både fattiggård og et typisk plejehjem fra 1970’erne.
Udstillingen er åben for publikum fra 1. maj – 31. august 2018. I forbindelse med udstillingen afholdes en række forskellige arrangementer, blandt andet rundvisninger og introduktioner til den nyeste velfærdsteknologi, der bruges på Hjørring Kommunes plejecentre. Læs mere om arrangementerne i kalenderen på VHM’s hjemmeside.
Foto: Historisk Arkiv, Hjørring.