“Vendsyssel Under Besættelsen”
minder os om vore helte

Det må være interessant for de 15-årige i dag, at deres jævnaldrende Knud Christensen i Hirtshals allerede den dag, tyskerne kom til Hirtshals, begyndte modstandskampen,

266

Natten til mandag den 9. april var det 78 år siden, at tyskerne besatte Danmark. Hos Henriette Münster i Bog & Idé i Hirtshals kan man købe et både stort og spændende værk om hele 2. Verdenskrig lokalt “Vendsyssel under besættelsen – besat og befriet”, der med Pernille Pedersen som forfatter udkom i august 2917.

Den store bog om modstandsbevægelsen fortæller og dokumenterer på glimrende vis, hvordan hele Vendsyssel var mærket af besættelsen.

Bogen, der hos Henriette Münster i Hirtshals har solgt rigtig god, fastholder også over for alle os, der ikke husker og oplevede krigen, minderne på godt og ondt.

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

Bogen er ikke mindst et fremragende værk og middel til at mindes og hylde de mange helte, der på den ene eller anden måde kæmpede for Danmark. Nogle satte livet til i kampen for frihed – Modstandsbevægelsen – som bogen i ord og billeder dokumenterer var alle vegne også i Vendsyssel.

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

I den generation, som oplevede de følgende fem år efter besættelsen den 9. april, glemmes det ikke. Som tiden er gået, er det blevet til historieundervisning og efterhånden en fjern tid for nutidens unge og os halvgamle.

Fra skoletjenestens undervisningsmateriale.

Derfor må det også være interessant for de 15-årige i dag, at deres jævnaldrende Knud Christensen i Hirtshals allerede den dag, tyskerne kom til Hirtshals, begyndte modstandskampen, ganske vist i det små.

Den store bog om Vendsyssel under besættelsen 1940-45 indledes med hans fortælling:

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

-Klokken 18 kom tyskerne til Hirtshals i form af en bemandet motorcykel med sidevogn. Jeg var en af de få lokale, der var tysktalende, idet jeg på fjerde år havde tysk på realskolen i Hjørring. Jeg mødte tyskerne på hovedgaden, hvor de standsede mig og spurgte venligt efter stationsforstanderens adresse.

-Tyskerne fortalte, at han var den, der havde nøglen til “kabelhuset” i klitten, hvorfra telefon- og telegrafforbindelserne til New Biggin i England udgik. Nu skulle de afbrydes. Jeg gav dem adressen på VANDVÆRKS-bestyreren i den modsatte ende af byen, hvorefter jeg skyndsomst forsvandt ad en sidevej. Dette var min første sabotage.

Knud Christensen blev i årene frem til 1945 mere og mere involveret i forskellige dele af det illegale arbejde.

Allerede i 1943 var han – nu 18 år – i det nordjyske blandt de første, som blev instrueret i våbenbrug af en faldskærmsmand fra England.

De 15-18 årige i dag kan sikkert ikke forestille sig, hvordan det var at træde op mod den tyske hær og især det brutale tyske politivæsen, GESTAPO. Alle vidste dengang, at det kunne koste livet.

Bogen om Vendsyssel under besættelsen beskriver hundredvis af disse skæbner.

Den lægger vægt på alt slags illegalt arbejde, og det er en vigtig pointe. Det mindste nålestik er lige så vigtigt som en ødelæggende sabotage af tysk materiel.

Bogen beskriver på 711 sider mængder af detaljer og store historier om Vendsyssel i 1940-45. Indsamlingen er gjort af forfatteren, Pernille Pedersen, gennem fem år med hjælp fra 500 vendelboer, historikere og specialister i områder som flyvninger og illegal kontakt med Sverige.

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

Blandt modstandsgrupperne var også SKJOLD-gruppen fra Poulstrup. Her en beretning fra gruppelederen, Asger Lindberg:

-Der har faktisk været mange gode lejligheder til at komme af med livet, hvis det ellers var meningen. Engang skulle der flyttes et våbenlager for politiet i Hjørring. Jeg valgte en klar eftermiddag og kunne have kørt ad snoede biveje, men vores DKW var lidt tungt lastet, og jeg valgte landevejen sydpå fra Harken til Vrejlev Kloster.

-Da jeg kom over den sidste bakke, stod der en tysk vejpatrulje tæt på klostret. Der var ingen vej tilbage. Men ved hjælp af en pose æbler, nogle cigarer og en masse snak charmerede jeg soldaterne, så det blev til “Alles gut – alles in bester Ordnung – nur wiederfahren”. Da jeg kom i læ bag klostret, blev mine arme og ben tunge som bly.

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

TV2 Nord var med, da “Vendsyssel Under Besættelsen” blev præsenteret på Vrejlev Kloster i august 2017. Se her udsendelsen og meget mere om bog-udgivelsen.

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

Fakta:
Vendsyssel under besættelsen
711 sider, stort format, mange illustrationer og dokumenter
Fyldigt navneregister
Pris: 400 kroner
Forfatter: Pernille Pedersen, som er barnebarn af en modstandsmand
Sælges også fra hjemmesiden
www.vendsysselunderbesaettelsen.dk

Fra “Vendsyssel under besættelsen”.

 

En beretning om 9. april i Hæstrup.

 

Tyskerne “OPROP” den 9. april 1940
I forbindelse med besættelsen af Danmark havde den tyske besættelsesmagt trykt et flyveblad, som om morgenen den 9. april 1940 blev kastet ned til befolkningen fra fly.

Flyvebladet indeholdt Værnemagtens ønsker til, hvordan befolkningen skulle forholde sig til besættelsen. Samtidig blev der redegjort for, hvorfor det var nødvendigt at besætte Danmark.

Ifølge flyvebladet var det for at sikre, at dansk territorium ikke blev anvendt i krigsøjemed af Storbritannien. Den reelle årsag var, at tyskerne af strategiske årsager ønskede at opnå kontrol med de norske fjorde, og besættelsen af Danmark var et led i denne strategi. Fra Norge var det muligt at angribe Storbritannien.

“OPROP” var, som det fremgår af titlen, skrevet på et noget ubehjælpsomt dansk, både med hensyn til stavning, grammatik og ordvalg. Det er underskrevet af general Leonard von Kaupisch, der ledede invasionen den 9. april 1940 og derefter blev øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark.

Se mange flere billeder fra den 9. april 1940 og Besættelsen generelt på Frihedsmuseets billedarkiv.
Baggrundshistorien: Optakten til 2. Verdenskrig

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments