Vrensted Skole var en af de skoler, der på grund af et for lavt børnetal måtte dreje nøglen om. Skolen blev lukket i 2010, og siden har skolens lokaler stået tomme.
Siden 2012 har borgerne i byen i fællesskab med Hjørring Kommune arbejdet på, hvordan man igen kunne få liv i de gamle bygninger. Her seks år efter er planen endelig klar, og onsdag formiddag kunne borgerne og Hjørring Kommune tage første spadestik til ombygningen.
– Jeg tror næsten ikke på det. Nu har vi taget første spadestik, men jeg tror nok først rigtig på det, når vi sidder til fest i det nye forsamlingshus, eller børnene rykker ind i børnehaven. Men nu er der ingenting, der kan stoppe os, så det er en festdag, fortæller Mads Sørensen, der er borgernes repræsentant i arbejdsgruppen for det nye projekt, der får navnet Byens Hus.
Som repræsentant for kommunen var byrådsmedlem Sven Berthelsen (Lokallisten) mødt op. Han er formand for bygherregruppen, og han ser frem til, at Byens Hus forhåbentlig kan give mere liv i den lille by.
– Nu har jeg haft lidt med bosætning at gøre i nogle år, og det er en svær en. Så hvis man nu sætter det mål, at man begynder at fastholde de beboere, der er her, så kan man lige så stille begynde at skele til, at der er nogle, der får øje for, at der sker en masse i Vrensted. Så det tror jeg kan blive et plus og måske få flere til at kigge den her vej, fortæller Sven Bertelsen.
Projektet Byens Hus er støttet med 1 million kroner af A.P. Møller og Hustru Chastine MC-Kinney Møllers Fond til almene formål. Derudover har byens borgere selv samlet lidt over 800.000 kroner.
Byens Hus står efter planen klar midt i septemper 2018.
Foto: Lasse Dieckmann.
Kilde: TV2 Nord.