Beboere, personale og pårørende fra plejehjemmet Lundgården i Vrå holdt i dag påskefrokost hos Marianne Mortensen på MorMors Sommercafé i Tornby.
Lidt efter klokken 12 ankom forventningsfulde beboere til dagens påskefrokost. Det var tydelig at se, at de var glæde for omgivelserne og ikke mindst maden.
De fandt hurtigt deres pladser ved det flot pyntede bord, hvorefter personalet ellers bare i gang med at servere alle lækkerierne fra køkkenet.
Menuen bestod af sild med karrysalat, tomat og æg, efterfulgt af hjemmelavede stegte sild. De lune retter startede med frisk stegt rødspættefilet med remoulade.
Som en lille snack imellem blev der serveret skidne æg, før to store pander fyld med gammeldags æggekage med spæk blev sat på bordet.
Afslutningsvis blev der serveret diverse oste. Til alle retter var der selvfølgelig hjemmebagt brød. Til allersidst stod lagkage og kaffe på bordet.
I baggrunden spillede Chris fra Hirtshals lidt musik på både tromme og guitar. Til tonerne af ”Where have all the flowers gone” og ”Molly Malone” hyggede både personale, pårørende og beboere sig gevaldigt.
– Det er arrangementer som dette, der styrker fællesskabet, blev der sagt under frokosten.
Beboerne havde da også kun rosende ord til maden, som blev serveret. Mormor selv blev positiv overrasket over, hvor meget de ældre borgere spiste, hvilket gjorde hende utrolig glad.
Klokken 15 sluttede dagens påskefrokost, og glade, men trætte beboere kørte hjem.
Der mangler stadigvæk to af de tre afdelinger på Lundgården, som så bliver ”udsat” for MorMors madkunst de næste to dage.
Foto: Catwizle Production.