
Mange lokale interesserer sig af gode grunde for, hvad der sker med det nordvestlige Vendsyssels, hvis ikke rent ud sagt Danmarsk flottest beliggende feriested, som i manges øjne kun kan være Fyrklit lige syd for Hirtshals.
– Det her sted er så fantastisk, idet man næppe noget andet sted finder 176 lejligheder i byzone, som alle uden undtagelse har den mest pragtfulde udsigt enten direkte ud over Skagerrak eller sydover mod Rubjerg Knude, siger bestyrelsesformand René Hougesen indledningsvis, da netavisens udsendte sidder sammen med ham over en kop kaffe i Klitstuen på Fyrklit.

Fyrklit ligger urokkeligt på kanten af kysten med en overtruffen udsigt over Skagerrak.
Lokalet er for tiden i brug for en fotoudstilling lavet af Torben Elling, men formanden har en vision for Klitstuen, som han i øvrigt også har det med resten af Fyrklit. Efter en omtumlet periode med masser af fokus på en fantastisk restaurant, men med stigende underskud, har formanden sammen med resten af den nye bestyrelse holdt den store skude på en sikker kurs, der selvfølgelig i store træk er udstukket af generalforsamlingen og ejerne.
– Vores køkkenfaciliteter ovenpå er simpelthen så utidssvarende og nedslidte, at vi er nødt til at investere i noget nyt, men her kunne jeg personligt godt tænke mig, at dette lokale, hvor udsigten er ligeså smuk som ovenpå, bliver indrettet til spisested med et nyt køkken ved siden af ind mod svømmehallen, fortæller formanden med mærkbar entusiasme.

På trods af områdets status af byzone ved Hirtshals er naturen helt tæt på ved Fyrklit.
Denne langfredag er vejret da også ualmindelig smukt med solskin og næsten ingen vind. Vi beslutter os af samme grund hurtigt for at gå udenfor og fortsætte snakken under en spadseretur rundt om hele Fyrklt. Turen går syd om feriecentret, hvor udsynet strækker sig mod Lønstrup og Rubjerg Knude og dernæst mod vest ud mod horisonten, der skiller himlen fra Skagerrak og længere ude Nordsøen. Horisonten er her så udstrakt, at man fornemmer klodens krumning.
– Det har krævet en stor indsats af hele bestyrelsen at komme til det her punkt, hvor der er styr på økonomien og en klar kurs udstukket af generalforsamlingen og ejerne, hvis interesser vi i sagens natur er valgt til at varetage. Derfor handler bestyrelsesarbejdet for mig i høj grad om at fastholde tilliden og troen på fremtiden for Fyrklit, fastslår René Hougesen.
At der er tillid til fremtiden fremgår ikke bare af formandens ord samt ihærdige bestræbelser med at holde kursen, men også af det faktum, at flere bestyrelsesmedlemmer, som er nye ejere, faktisk har mere end en lejlighed på Fyrklit.
Turen rundt om feriecentret, der udover den helt unikke beliggenhed blandt andet har tennisbane, aktivitetshus og legeplads samt pool, tager et lille kvarters tid i adstadigt tempo. Skønt denne skribent er lokal og har lejlighed på stedet, er turen hver gang lige fascinerende.
Fremtiden kender vi ikke på ret mange punkter her i tilværelsen, men den tegner tydeligvis lysere end nogensinde for Fyrklit.
Foto: Niels Skipper og Hans Hunderup.






















































