Tokon Hjørring fordoblede antal
danmarksmestre på bare et år

Tokon Hjørrings deltagelse ved dette års Danmarksmesterskaber lover godt for klubbens fremtid.

246

23.-25. marts blev der holdt Danmarksmesterskaberne i karate i Gråkjær Arena i Holstebro, hvor den lokale karateklub Tokon Hjørring deltog med stor succes, klubbens størrelse taget i betragtning.

Cheftræner Jesper Vinther fortæller, at dette Danmarksmesterskab må siges at vise, at Tokon Hjørring har en stor brede i talentmassen, da medaljetagerne strækker sig fra kæmper i alderen 8 op til Masterklassen +35 år.

-Det viser, at vi som forening er på rette spor i den daglige træning og i vores forberedelser til små som store stævner.

Tokon Hjørrings yngste danmarksmester blev Bastian Vinther, som var debutant ved mesterskaberne. Bastian blev desuden verdensmester i WIKF-regi i 2017.

Tokon Hjørrings egen landsholdskæmper, Huy Bao, blev Danmarksmester i U21 -60 kg, hvilket var den opstillede målsætning ved turneringens start. Derudover kæmpede Huy sig i finalen i Senior-rækken, men måtte se sig besejret af en seniorlandsholdskæmper.

Udover de to nye danmarksmestre blev det også til flotte resultater for Kjeld Andersen, der til dagligt er én af klubbens meget erfarne trænere. Han tog bronze i Masterklassen +35 i Shobu Ippon, der er den traditionelle kampform, hvor kun tynde handsker og tandbeskyttere er tilladt.

Desuden kæmpede Kjeld Andersen sig også til bronze i kampformen, som er på programmet ved det næste OL.

Den tidligere Danmarksmester, Malthe Beltoft, kæmpede sig frem til semifinalen men tabte desværre til den senere og nuværende danmarksmester, dog blev det til bronze i drenge 12 år + 45 kg.

Alt sammen takket være cheftræner/trænere/hjælpetrænere og ikke mindst de mange engagerede forældre og foreningens karateudøverne lover Tokon Hjørrings deltagelse ved dette års Danmarksmesterskaber godt for klubbens fremtid.

Selv om foreningen ikke har samme størrelse som hovedparten af de andre deltagende foreninger, så har Tokon Hjørring en talentmasse og et sammenhold, der færreste i landet kan matche.

FlaskePosten.nu ønsker tillykke med de flotte resultater.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments