I TourismX får iværksættere, startups og virksomheder nu mulighed for at præsentere deres bedste idéer til nytænkning på turismeområdet og opnå sparring og rådgivning af landets dygtigste inden for feltet. Alt sammen for at styrke og inspirere turistbranchen.
Den 25. april inviterer et nyt landsdækkende innovationsprojekt ved navn TourismX nemlig til audition for små og mellemstore virksomheder i Nordjylland. Det er Dansk Kyst- og Naturturisme og Wonderful Copenhagen, der sammen står bag TourismX, som har til formål at styrke innovationskraften på turismeområdet.
Unik mulighed for kompetent sparring
Et dommerpanel bestående af nogle af landets skarpeste iværksættere, forskere og erhvervsfolk fra branchen vil evaluere de præsenterede idéer og tilbyde rådgivning og udvikling i et videre forløb til de personer eller grupper, hvis idéer vurderes at have det største potentiale.
TourismX stiller kompetent sparring til rådighed, og skaber de bedst mulige rammer for at udvikle idéer og produkter til færdige koncepter eller prototyper, som kan testes blandt brugere og blive klar til introduktion på markedet.
– Det er vigtigt, at vi lægger os i selen for hele tiden at udvikle og nytænke turismen i Nordjylland og resten af landet. Både for fortsat at kunne bevare interessen hos de mennesker, som allerede besøger vores turistområder – men bestemt også for at kunne trække nye gæster til, fortæller strategi- og udviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme Birthe Jørgensen og fortsætter:
– I den forbindelse er TourismX-projektet en god mulighed for virksomhederne, og vi glæder os til at følge de nye spændende forløb, som projektet kommer til at understøtte. I forhold til dommerpanelet har vi allieret os med nogle af Danmarks absolut bedste hoveder inden for iværksætteri og forskning. Så der er ingen tvivl om, at de gode idéer vil blive spottet, og deltagerne kommer i gode hænder.
Fokus på vokseværk
En af profilerne i dommerpanelet er Anders Boelskifte Mogensen, der er iværksætter og medstifter af den online markedsplads Gaest.com, hvor man kan opdage, udleje og booke unikke steder. For ham er potentialet for vækst og arbejdspladser en betydelig faktor, når det gælder om at spotte de gode idéer:
– Generelt er der for tiden en meget positiv vibe omkring iværksætteri i Danmark, og den bølge skal vi også have til at rulle ind over turismeområdet. Men det kræver, at vi identificerer nogle idéer, som kan skaleres op og blive økonomisk stærke, fortæller han.
Udover selv at være iværksætter har Anders Boelskifte Mogensen erfaring med netop erhvervsrådgivning i dansk turisme:
– Jeg har mødt mange ildsjæle, som gerne ville sætte gang i nye lokale tiltag, men jeg savner nytænkning i de tilbud, produkter eller services, som bliver udviklet. Det håber jeg, vi kommer til at se via deltagerne i TourismX-projektet, afslutter han.
Initiativ til vildmarkscenter i Nordjylland
En af de iværksættere, som har meldt sig til audition i TourismX er Jon Lindberg fra Nordjylland. Han har tidligere medvirket i tv-programmet ”Alene i vildmarken”, hvor en flok deltagere konkurrerede om at opholde sig længst tid alene i den barske vildmark i Nordnorge. Jon Lindberg vandt konkurrencen, og blandt andet denne oplevelse i kombination med hans passion for naturen har bidraget til en ny idé om at etablere et vildmarkscenter ved Saltum i Nordjylland:
– Centeret skal give folk en anderledes oplevelse af naturen med ro til fordybelse. På overfladen skal det virke simpelt og primitivt, men når du er en del af det, vil du alligevel mærke en vis luksus og komfort. Vi vil tilbyde forskellige udendørsaktiviteter for hele familien, og vi vil bygge shelters med indlagt varme og lækre dobbeltsenge, som man kan overnatte i. Og så vil vi placere vores shelters nogle spektakulære steder – fx bygge dem ind i skrænter og hænge dem op i træerne, siger han.
Jon Lindberg understreger desuden, at stedet skal være for folk i alle aldre og henvende sig til både vildmanden og de mennesker, som ikke har den store hang til det primitive liv. Men han har brug for sparring på de fagområder, hvor han ikke selv er stærk:
– Den slags vildmarkscenter, jeg har i tankerne, findes ikke rigtig i Danmark i forvejen, så jeg tror, det vil berige både naturglade nordjyder og turisterne heroppe. Jeg er i fuld gang med at forberede og udtænke projektet, men jeg mangler virkelig nogle sparringspartnere på alle de områder, jeg ikke selv ved noget om. Fx projektledelse, marketing, design af shelters og bureaukratiske processer omkring bebyggelse i området. Det ville være fantastisk at få nogle sparringpartnere og en håndsrækning til det, lyder det afsluttende fra Jon Lindberg.
Søger x-faktor i hele landet
Udover audition for kreative tænkere i Musikkens Hus i Aalborg, vil resten af landet også kunne byde ind med gode turismeidéer. Der bliver nemlig afholdt auditions i både Region Midtjylland, Syddanmark, Sjælland og Hovedstaden i løbet af april og maj måned.
Fakta:
- Audition i Nordjylland finder sted 25. april i Musikkens Hus i Aalborg.
- TourismX-projektet gennemføres i et partnerskab mellem Dansk Kyst- og Naturturisme og Wonderful Copenhagen.
- Den samlede projektsum er 20 mio. kroner baseret på medfinansiering fra EU, de 5 regioner samt privat medfinansiering.
- Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet er videnspartnere i projektet.
- Læs mere om og tilmeld her: TourismX.