Danmarks største indendørs græsplæne for hunde i Sindal

Sindals nye kunstgræsbane for hunde blev i weekenden indviet til udtagelseskonkurrencer til DM.

185

I Sindal forstår dyrevennerne at kræse for de firbenede. Her har Paradis Hunde Træningscenter netop bygget Danmarks største indendørs kunstgræsbane til hunde.

– Vi har bygget den, fordi der ikke er noget som helst som dén her i Nordjylland. Vi kan lige så godt lave den, som andre kan. Og så fik vi muligheden rent økonomisk, og så besluttede vi at bygge den, fortæller Jesper Hall, der er indehaver af Paradis Hunde Træningscenter i Sindal.

Og mens udendørs græsbaner er kolde og triste hele vinteren, så er det stødabsorberende kunstgræs rent guf for menneskets bedste ven.

– Det betyder alverden med sådan en bane, for så kan man få lov at træne indendørs hele året, siger en begejstret Iben Lærke Reimer Johnsen fra Dansk Kennel Klub.

Den store kunstgræsbane på 1.000 kvadratmeter fik sin officielle ilddåb i weekenden. Her blev der afholdt DM-udtagelseskonkurrencer i agility og lydighed.

Konkurrencerne tester dyrenes evner til at adlyde deres ejer og forcere forskellige forhindringer på banen. Konkurrencerne var arrangeret af Dansk Kennelklub.

Og at dømme på både hunde og ejere, så var der fuld tilfredshed med Sindals nye kunstgræsbane.

Kilde: TV2 Nord
Foto: Screenshot.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments