
Søndag den 25. marts mødte B75 gæsterne fra Hillerød, der ligger på fjerdepladsen i Stigadivisionen. Der var klasseforskel på de to mandskaber. B75 vandt klart 5-1.
Simon Söderlund har fortsat sin fantastiske udvikling og er i dag en af de bedste spillere i den danske Stigadivision. Han vandt sikkert sine to kampe mod henholdsvis den thailandske landsholdspiller Supanut og den danske juniorlandsholdspiller Peter Svenningsen.
Peter Svenningsen skrev efter kampen under på en aftale med B75 fra næste sæson. Sportschef Lars Rokkjær udtalte i den sammenhæng:
– Det er med stor tilfredshed, at et af de største danske talenter har valgt B75 og dermed træningsmiljøet i Hirtshals, som base for sin fremtidige bordtennisudvikling.

Konstitueret formand for B75 sammen med stortalentet Peter Svenningsen.
Khaled Assar, den anden stjernespiller fra B75, nærmer sig VM-formen. Han skal spille på det Egyptiske landshold ved VM i Halmstad, der starter den 29. april. Khaled tabte dog knebent til Supanut.
Martin Lund vandt sin kamp over Thomas Jensen, og An Shu vandt knebent over det andet danske talent på Hillerøds hold, Daniel Simonsen.
Sidste hjemmekamp inden semifinalen, der bliver i begyndelsen af maj, er kampen mod København, der kæmper med Hillerød om den sidste plads i semifinalen.
B75’s sidste kamp i grundspillet spilles i Hirtshals søndag den 8. april kl. 10.45. Her venter en velspillet bordtenniskamp mellem to motiverede mandskaber.




















































