
Der var ikke færre end 56 fremmødte tirsdag aften, da Hirtshals Handel & Erhverv afholdt generalforsamling på Restaurant Abstrakt.
Indledningsvis blev advokat Olav Pedersen valgt til dirigent, hvorefter generalforsamlingen blev erklæret gyldigt indkaldt og ordet givet til formand Jørgen Jensen.
Formanden fremlagde herefter bestyrelsens beretning, idet han blandt rigtig meget andet kom omkring det forgangne års ekstraordinært mange aktiviteter og derfor også udgifter, som forklarede resultatopgørelsens lille underskud. Regnskabet blev desuden efterfølgende fornemt forklaret af Per Larsen fra den lokale afdeling af BDO.
Dernæst kom formanden omkring den positive detailhandelsanalyse og vigtigheden af at fastholde fokus på turismen. Herunder fik han selvfølgelig fremhævet havnens kolossale betydning, men også byens og egnens mange attraktioner samt arrangementer lige fra Nordsøen Oceanarium og Naturmødet over Fun-Park og Musik Under Trappen til Fiskefestival og Fyret samt Bunkermuseet.
Et frisk pust ved generalforsamlingen var desuden indflydelsen fra den nye gruppe Hirtshals – Mulighedernes by, som flere yngre og nye medlemmer havde taget initiativ til at oprette på Facebook. Indflydelsen kom ganske vist umiddelbart negativt til udtryk i regnskabet, da den havde bidraget til det aktuelle underskud, men det var netop sket, fordi bestyrelsen havde ladet sig inspirere af nogle særdeles positive idéer fra gruppen.
Lokalpolitiker Jørgen Christensen fra Venstre fik i sin egenskab af byens godmodige julemand også et par positive ord og tak med på vejen, idet han er flittig deltager i morgenmøderne hos Hirtshals Handel & Erhverv, hvor han sammen med borgmester Arne Boelt orienterer om byrådets aktuelle dagsordner i Hjørring Kommune.
På trods af den aktuelle kulde udenfor understregede Jørgen Christensen de milde lokalpolitiske vinde, der for tiden blæser i retning af Hirtshals. Ligesom han i tråd med formandens fokus på turismen også fik leveret nyheden om, at Tornby, Hirtshals og Tversted kommer med i en handlingsplan som ny samlet destination for Vestkystsamarbejdet.
Da handelschef Jens Brændgaard afslutningsvis i det lokalpolitiske oplæg direkte spurgte ind til bopælspligten for de byens helårshuse, fik han det svar fra Jørgen Christensen, at den helt sikkert ville blive ophævet i Hirtshals.
Endelig var der valg til tre pladser i bestyrelsen, da der blev sagt tusind tak for indsatsen til filialdirektør Niels Chr. Jacobsen fra Jyske Bank og Karl Christian Lunden fra slagter Winther samt boghandler Kurt Jakobsen.
Valgt blev Jakob Nielsen fra den nye Mokka kaffebar i Runddelen, Dorthe Schaltz fra B&B by the Sea og René Ejstrup Larsen fra Spar på Margrethevej.
Derefter kunne marketingchef Sylvia Berglund gøre opmærksom på, at man som noget helt nyt i 2018 vil holde den første julegudstjeneste på Nordsøen Oceanarium.
Endelig kunne formanden takke for et godt møde, hvorefter de fremmødte kunne nyde en fantastisk tre retters menu på den endnu nye Restaurant Abstrakt.































































