
Efter 12 år med bestyrelsesarbejde valgte Carsten Bøje Poulsen mandag ved generalforsamlingen at stille sit mandat til rådighed for andre i Hirtshals Golfklub.
– Det har været fantastisk at være en del af beslutningsprocessen i vores dejlige klub og mange tak for samarbejdet i bestyrelsen og ikke mindst de pæne ord fra formanden, lyder det tirsdag eftermiddag fra Carsten Bøje Poulsen.
– Jeg ville gerne have sagt et par ord til de fremmødte på generalforsamlingen, men lige i situationen og med tanke på de mange oplevelser i årenes løb, blev det et bevæget øjeblik. Så efter at have sundet mig lidt er det jo godt, at jeg her kan sige tak til alle.
– For vores klubs fremtid vil jeg håbe, at der er nogle yngre medlemmer der vil melde sig under fanerne og tage en tørn i bestyrelsen. Det er et udfordrende, spændende og lærerigt arbejde, der absolut kan anbefales.
Carsten Bøje Poulsen meddeler dog samtidig, at han ikke forsvinder helt ud af billedet, idet hans plan er at få spillet en masse golf og forhåbentlig forbedre sit handicap.
Herudover har han meddelt bestyrelsen, at han gerne står til rådighed for eventuelle projekter.
Foto: Arkiv.






















































