Der var dømt konsekvent gennemført råhygge, da Marianne Mortensen lørdag aften havde inviteret til spisning akkompagneret af Christian Høgh og Magnus Bech på MorMors Sommercafé.
Menuen bød på husets burger med fritter, hvilket måske kunne lyde lidt uopfindsomt i denne tid, hvor alle restauranter har taget den på spisekortet, men her fik man virkelig kvalitet i form af en original fortolkning af den gode klassiker, idet bøffen havde saft og kraft, ligesom tilbehøret var friskt og varieret. Andre gæster havde fra menukortet valgt stegt ål, som kan bestilles et par dage i forvejen.
Allerede under indtagelsen af den gode burger lagde musikerne ud med sprøde toner, der aldrig blev distraherende endsige irriterende under måltidet, men tværtimod medrivende og afdæmpet på den diskrete vis, der muliggjorde vores personlige konversation henover bordet og maden, mens brændeovnen knitrende sendte en behagelig varme ud i rummet.
Til dessert var der et bagt æble med kanel og creme fraiche, der var ligeså friskt et indslag som det gode æblekageshots af galliano og vodka samt æblejuice og flødeskum med makrondrys på toppen eller irsk kaffe. Undervejs kunne man selvsagt alt efter smag og behag få serveret fadøl eller en gedigen vin.
Hvis Marianne Mortensen fremover formår at sammensætte ligeså velkomponerede arrangementer efter samme rustikke koncept, skal der nok blive holdt liv i råhyggen på Strandvejen i Tornby.
Foto: Catwizle Production.