Nu gættes der igen på snevejr fra torsdag, så pas lige på jer selv og hinanden derude i trafikken.
Tænk også på skraldemanden og alle andre, der skal færdes på veje, cykelstier og fortove til og fra skole og arbejde. Ryd sne, så de kan komme til og frem.
Vi skulle være blandt dem, der får mest sne, når en front bevæger sig ind over Danmark torsdag.
Det er med at have både sneskovl, kost og salt klar torsdag, for ifølge TV2 Vejrets prognoser er et snevejr på vej mod Nordjylland.
Fronten med snevejret bevæger sig fra Storbritannien ind over Danmark og især Nordjylland i løbet af torsdag. Heroppe vil det ramme torsdag eftermiddag og give op til fem centimeter sne, lyder forudsigelserne.
Torsdag eftermiddag vil temperaturen falde i Nordjylland, nogle steder til under frysepunktet, og med den friske til hårde vind fra syd kan det give lokal snefygning, advarer TV2 Vejret.
Sneen vil dog igen smelte i løbet af fredagen, inden det sandsynligvis bliver mærkbart koldere i løbet af næste uge.
Men sommeren er på vej…