Der var søndag middag bud efter Henrik Kassow Andersen, som er formand for Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn.
I den egenskab har han nemlig en ganske særlig interesse ikke bare i den smukke fisketrappe, men generelt også for forholdene ved Bindslev Gl. Elværk.
Derfor stillede TV2 News da også op ved middagstid for at få et direkte interview med ham og umiddelbart efter også kollegaerne fra TV2 Nord.
– Der har især lørdag været et voldsomt pres på elværkets mure. Jeg var i går inde i maskinrummet og kunne konstatere, at vandet flere steder piblede ind igennem murværket, fortæller Henrik Kassow Andersen til FlaskePosten.
– Værst er det indtil videre her ved åen gået ud over dambruget ved Mosbjerg, fortæller videre formanden for Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, der har fiskeretten og laver et stort stykke arbejde med gydepladser og yngelpleje i størstedelen af Uggerby Å.
Kort tid før vi snakker med sportsfiskernes formand har han faktisk set et par havørreder springe der, hvor man må formode, at fisketrappen ligger under det fossende vand.
På parkeringspladsen og i området er der desuden masser af interesserede og bekymrede lokale, men alle respekterer beredskabets og politiets afspærringer.