
Mens frost og bidende kulde ramte det nordjyske, var Bunkergruppen Hirtshals igen trukket i arbejdstøjet og havde samlet hele gruppen til arbejdsdag på Bunkermuséet.
– Dagens opgave forleden stod på fortsat problemløsning med de vandfyldte løbegange og bunkere, idet næstformand Peter Jensen og gruppens materielforvalter Dennis Christensen stod for betjening af Honda-pumpen og den gentagne tømning af de vandfyldte bunkers, fortæller formand Flemming Hammer.

Formanden og gruppens stærke unge mand Mathias Jensen lokaliserede de over 73 år gamle tyske brønde, der med en dybde på over 6 meter stadig idag fungerer som de aktive brønde i området.

Mathias fik som yngste mand opgaven med at begive sig ud på tynd is, men kunne konstatere, at de knapt 60 cm vand, der står i løbegangene, simpelthen er bundfrosne.

Selskabets ældste herre, Poul Moltsen fra Fyrets Vedligehold, udførte med stor ihærdighed og flid rydning af området omkring afgangs-rørene på klitten ud mod vandet.
Fem ugers intensiv indsats, med pumpning hver eneste uge, har resulteret i mange nye informationer om tyskernes rørføring, kloakker og drænledninger, og dagen bragte også ny og vigtig information til planlægningen.
Den intensive februar-indsats imod vandproblemerne er en del af et større afklaringsprojekt, der i samarebdje med Vendsyssel Historiske Museum har til formål at udrede en løsning på det tilbagevendende vand-problem, samt en fornuftig udbedring inden sæsonen igen begynder.
Flere alternative løsninger er bragt på tegnebordet, men da både Vendsyssel Historiske Museum og Bunkergruppen Hirtshals begge er store tilhængere af at bruge de oprindelige tyske installationer, er der derfor satset på dette store arbejde med oprensning, pumpning og spuling i området.
– Bunkergruppen Hirtshals takker de lokale, der færdes i området, for at udvise venlighed og forståelse, mens arbejdet står på, slutter Flemming Hammer.






















































