Også i Hjørring Kommune kan man se frem til at modtage penge til det nødvendige arbejde med kystbeskyttelse ved Løkken, Lønstrup og Nørlev.
10 millioner kroner ud af en pulje på 45 millioner kroner går nemlig til Nordjylland, når midlerne fra Vækstplan DK skal fordeles.
Det ligger fast efter regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF torsdag aften er blevet enige om, hvilke områder der skal have del i de 45 millioner kroner.
– Det er en rigtig god nyhed for Nordjylland. Efter omstændighederne er jeg tilfreds. Det ligner en kickstart til Hjørrings Kommunes arbejde i forhold til kystsikring, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).
Landspuljen er øremærket til både naturindsatser og kystbeskyttelse. Udover Løkken, Lønstrup og Nørlev kan også Anholt se frem til en økonomisk håndsrækning til kystbeskyttelse, mens bornholmerne får mere natur til gavn for fugle og planter.
– Pengene er øremærket til sandfodring i Lønstrup, Nørlev og Løkken. En sandfodring, der er planlagt til udførelse i sommer. Og forhåbentlig som led i en større sammenhængende indsats, siger Preben Bang Henriksen.
De uforbrugte midler i Vækstplan DK kommer fra Skatteministeriet. I alt er de 45 millioner kroner fordelt mellem syv projekter og puljer.
Samtidig oprettes der en pulje, som giver kommuner og private digelag mulighed for at få tilskud til digeprojekter, mens kommuner også kan få tilskud til at fjerne herreløse skibsvrag nær kysten.
Foto: Hans Hunderup
Kilde: TV2 Nord