Onsdag er den sidste dag på Island. Mens far blev i Seydisfjördur, tog mor og jeg en tur til Egilsstadir.
Vi osede lidt rundt i byen, hvilket måske ikke er så interessant. Derfor vil jeg hellere finde min dagbog frem og fortælle noget om den bustur, som vi var på sidste år.
Her gik turen nemlig også igennem netop Egilsstadir. Dengang drejede vi bare af mod syd ved søen Lagarfljöt, hvis grumsethvide vand ikke skyldes forurening, men mineraler fra gletcheren ved Vatnajökull.
Det fortalte guiden Sara undervejs, men hun undskyldte også et par gange, hvis hun kom til at fortælle noget, som hun havde fortalt os dagen før på turen til Myvatn, men der var nye gæster med i bussen, forklarede hun.
Første stop var ved et center for oplysning om det store naturreservat, der omfatter Vatnajökull. Der var mange spændende oplysninger og billeder, som fortalte om det østlige Islands dyreliv og vulkanske aktiviteter.
Næste stop var ved et fabelagtig flot hus, hvor den åbenbart meget berømte islandske forfatter Gunnar Gunnarsson havde boet. Det var noget pinligt, at mor og far ikke kendte nogle af hans bøger. Han skrev nemlig oprindeligt på dansk. Det er et af deres fag som lærere.
Efter foredraget af en meget sympatisk mand, der havde samme efternavn som forfatteren, spiste vi en lækker frokostbuffet med traditionel islandsk mad. Det var lige noget, som mor og far kunne bruge.
På vej tilbage til Norröna kom vi forbi det store vandfald Hengifoss. Desværre var toppen og selve vandfaldet dækket af tåge, men det voldsomme brus fra vandet var tydeligt helt nede ved bussen.
Derefter skulle vi gøre ophold i Egilsstadir. Her fik vi mulighed for at handle i Netto, fortalte Sara. Det blev jeg lidt skuffet over at høre, men heldigvis var der ikke tale om den danske butikskæde, men en islandsk med samme navn.
Mor fik her handlet garn, mens far trissede rundt og snusede til madvarerne. Han kom tilbage med lys i øjnene og favnen fuld af tørret fisk. Mor himlede lidt med øjnene og holdt sig demonstrativt for næsen.
”Ja, ja, jeg ved godt, at de lugter en lille smule, men de er altså i poser og smager pragtfuldt,” beklagede far sig og smed fiskene i indkøbsvognen.
Der var ikke rigtig noget, som jeg havde lyst til at købe, men mor fandt en speciel islandsk gryde i støbejern og med låg, som hun absolut skulle have, fordi hun hos min bedstefars islandske kæreste havde set en mage til.
”Du skal også huske at købe det mad til Olavia,” sagde far og mente netop bedstefars kæreste.
Mor var vist i tvivl om, hvad det helt præcist var, men fandt i køledisken noget pølse. For at være helt sikker på, at det var den rigtige, ringede hun hjem til bedstefar i Danmark. Hun blev helt rød i hovedet, da hun fik forbindelse.
”Det er ikke den rigtige, men hestepølse,” jamrede mor og løb tilbage mod kølediskene.
”Hestekød,” snerrede jeg stille. For mit indre øje så jeg små islandske heste blive slagtet og gøs.
Far rystede på hovedet og bakkede tilbage fra kassen, mens han bekymret kiggede på uret. Vi skulle være tilbage ved bussen om præcist tre minutter.
Mor kom svedende tilbage med nogle andre pølser, som hun følte sig rimeligt sikker på, var de helt rigtige. Vi fik betalt og nåede som de sidste bussen, hvor guiden var i gang med at tælle passagererne.
Bussen knoklede sig derefter møjsommeligt knurrende vej op over fjeldet, mens vi kunne se Egilsstadir forsvinde i tusmørket under os, men kun for kort tid efter ligeså langt nede på den anden side at lade os skimte lysene fra Seydisfjördur og Norröna.
Vejen ned mod bygden i bunden af fjorden giver virkelig god mening til navnet hårnålesving. Om tirsdagen havde jeg været for optaget af udsigten og alt det nye, men nu bemærkede jeg virkelig svingene.
Mor og jeg stod af ved indfaldsvejen til Seydisfjördur, hvor den lokale købmandsbutik ligger. Vi skulle have købt det sidste, før kursen om aftenen blev sat mod Thorshavn og Færøerne. Far kørte videre med bussen og gik direkte ombord med gryden og madvarerne fra Egilsstadir.
På vej tilbage mod skibet kom mor og jeg forbi mange flotte, men også spændende huse. Den mest specielle bygning var nok byens blåmalede kirke, som var prydet med et neonkors. Korset er der for resten ikke i år.
”Shhh,” hviskede mor dengang, da vi nærmede os døren til kirken.
Indefra kunne vi høre brusende orgelmusik. Mor tog forsigtigt i døren til kirken, så vi kunne kigge ind, men den var låst.
”Mystisk,” sagde jeg med lav stemme og skuttede mig i aftenkulden.
Foran et hus tættere ved skibet var der træfigurer, som forestillede trolde. Sara havde fortalt, hvor stor betydning underjordiske væsner har spillet på Island.
Senere i aften skal vi vinke farvel til Seydisfjördur og Island.
Helt sikker også på gensyn!
