To nye unge spillere er klar for Vendsyssel FF

Marcus Solberg og Morten Knudsen har begge spillet i FC Midtjylland og sidstnævnte også hos Inter.

193

Fodboldklubben Vendsyssel FF lader op til sæsonen med et par udskiftninger i truppen, hvor Christian Moses er sendt til Viborg og Rune Frantsen til Horsens.

Nye i truppen, der fredag klokken 13 spiller træningskamp ude mod superligamandskabet og måske de kommende danske mestre FC Midtjylland, er Marcus Solberg og Morten Knudsen.

Marcus Solberg, Vendsyssel FF

Marcus Solberg spiller i Vendsyssel FF foreløbig frem til 30. juni i år. Han har en fortid i AGF, Silkeborg og Fjölnir på Island.

Marcus Solberg blev som ungdomsspiller betegnet som et af landet største angrebstalenter og debuterede på AGF’s Superligahold få dage efter sin 18 års fødselsdag. Marcus har repræsenteret Danmark på diverse ungdomslandshold, hvor han i 29 kampe scorede 11 mål.

Direktør i Vendsyssel FF, Mogens Krogh, siger:
-Marcus har vist sig frem hos os i lang tid efterhånden, idet han efter kontraktophør på Island og en kort ferie sluttede sig til os og faktisk har trænet med i nogle måneder nu. Jeg er imponeret over det fremmøde og den dedikation Marcus har vist i forhold til at ville vores projekt, så jeg er glad for at det til slut lykkedes at lave en aftale.

-Det er mit håb at vi i løbet af foråret bliver enige om at samarbejdet skal være noget længere end den aftalte periode.

Morten Knudsen, Vendsyssel FF

Vendsyssel FF har også lavet aftale med Morten B. Knudsen, der trods sine blot 22 år allerede har prøvet en del. Som 15 årig flyttede Morten fra HIK til FC Midtjylland, hvor han hurtigt blev en markant spiller, som tiltrak sig opmærksomhed fra store udenlandske klubber.

I sommeren 2016 resulterede opmærksomheden og jo primært Mortens store talent i en opsigtsvækkende handel, hvor italienske Inter, for et større millionbeløb, købte Morten fri af kontrakten i FC Midtjylland.

Efter forskellige lejeaftaler i Italien, fik Morten i september 2017 ophævet kontrakten i Inter og flyttede til Sarpsborg 08 i Norge.

Nu er Morten så tilbage i Danmark hos Vendsyssel FF og er opsat på at kickstarte karrieren igen, så han kan forfølge sine drømme.

Mogens Krogh siger:
-Jeg er faktisk stolt over, at vi i Vendsyssel FF kan tiltrække så stort et talent. Jeg er sikker på, at vores dygtige trænerteam vil lykkes med at få Morten tilbage på det høje topniveau, der gjorde ham til et af Danmarks mest eftertragtede midtbanetalenter og dermed en vigtig brik i vores bestræbelser på at opfylde vores målsætning.

-At aftalen i første omgang kun løber frem til 30. juni i år skal ses i lysets af, at Morten stadig ønsker at forfølge drømmen om en karrierer i udlandet. Jeg håber på den anden side, at Morten bliver så glad for vores professionelle setup, at vi i løbet foråret kan blive enige om et længerevarende samarbejde.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments