Victoria på Viking Cruise – Afsejling

Victoria fortæller her om afsejlingen fra Hirtshals Havn og de første oplevelser ombord på Norröna.

19

Af Victoria Skipper Petersen

Søndag morgen og vi har lige spist den lækreste morgenbuffet. Nu skal I derfor høre om afsejlingen lørdag.

Før afrejsen havde jeg længe haft sommerfugle i maven og kunne ikke falde i søvn fredag aften. Tidligt lørdag morgen kunne jeg høre mor og far stå op. Vi havde pakket det meste.

”Nu skal du altså bare se at komme ud af fjerene, så vi kan få det sidste i kufferterne og handlet lidt ind,” råbte mor fra køkkenet, men jeg kunne høre, at det ikke var på den stressede måde, som hun bruger til hverdag.

Efter morgenmaden kunne jeg fra vores hus hævet over byen på Nejstbrinken se Norröna anløbe Hirtshals Havn. Vejret var næsten perfekt. Der var overskyet, men heldigvis ikke ret meget vind.

Far havde fredag aften fortalt, at vejrudsigten også ville være fin i hvert fald indtil tirsdag, hvor vi efter planen for længst ville have været på Færøerne og skulle anløbe Seydisfjord i det østlige Island.

Endelig lørdag kl. 13.30 var vi ombord og på plads i kahytten. Min voksne storebror Anders havde kørt os ned til Norröna. Anders er for resten kompagnon med min far på FlaskePosten. Vi fik en kahyt på dæk 6 højt oppe over havnen og byen, hvor fyret knejser i vest.

Oppe over den gang, hvor vi skulle bo de næste syv dage, ligger dæk 7 med skibets bro. Lige ved siden af broen er kaptajnens kahyt. Det var lidt underligt, men også meget betryggende at tænke på.

Fra min køje øverst over mors skulle jeg bare læne mig lidt ud for at kunne kigge på skibene i havnen og senere på det åbne hav. Far fandt hurtigt en bog frem, som han ville læse undervejs. Det var Erik den Røde. Han fortalte mig, at den handler om vikinger.

Vi var næppe kommet langt fra land, før jeg til min forbavselse opdagede, at jeg ikke længere havde netforbindelse.

”Det bliver kun godt for dig, at du skal undvære den et stykke tid, så vi kan hygge os sammen,” sagde min til tider ulideligt fornuftige far.

Heldigvis kunne man købe adgang til nettet ombord, hvilket far selvfølgelig blev den første til at gøre. Rundt omkring sad der også rigtig mange andre med deres bærbare, som havde logget på skibets trådløse forbindelse.

Skibets store butik kunne jeg godt have brugt et helt kapitel på, da den er et mekka med alverdens varer. Lige fra det fedeste færøske tøj og garn over legetøj og slik til vin og spiritus, men jeg brugte nu godt nok mest tid foran hylderne med de kendte parfumer og sminken.

Efter et informationsmøde for alle os, der er på Viking Cruise, skulle vi op til aftenbuffet. Der var simpelthen så meget lækker mad med et overflødighedshorn af desserter og kager, at man blev helt paf. Mor og far var selvfølgelig ellevilde og skulle absolut smage på det hele.

Bagefter kunne jeg have trillet dem op og ned ad trapperne, men da buffetrestauranten i lighed med vores kahyt lå på 6. dæk, hvor vi som nævnt bor, blev det ikke nødvendigt.

Tilbage i kahytten kastede far sig over vikingerne i Erik den Røde, mens mor gik i gang med en anden roman. Jeg kunne fra køjen se nogle lys mod nord. Det måtte være Norge. Skibet gyngede en lille smule, med det var næsten umærkeligt. Faktisk var det bare dejligt.

Der gik da heller ikke længe, før der lød et bump, hvorefter jeg kunne høre far snorke. Den tykke bog var røget ud over køjekanten.

Selv faldt jeg i søvn med stille musik i ørerne og en blid vuggen på Skagerrak og Nordsøen mellem Danmark og Norge.

Nu er det som nævnt søndag formiddag og vi har i nat passeret Norge. Forsøger i aften at skrive igen.