Det skal lige indledningsvis medgives, at overskriften er lidt af en tilsnigelse. Der er dog en gran af sandhed i påstanden, men det kommer vi til.
Akkurat som de fleste andre skolebørn i landet havde alle eleverne på Horne Skole nemlig fredag motionsdag, hvor de blev delt i indskoling og mellemtrin, der dels cyklede og deltog i forskellige boldspil.
Alle var imidlertid også ude at løbe, hvilket gav anledning til overskriften. Til sammen blev der nemlig løbet 1.676 km. Det svarer angiveligt i fugleflugtslinje til distancen fra Horne til lige præcis Firenze eller i bil til Gardasøen i det nordlige Italien.
Under løbet var eleverne efter hver runde en tur i aulaen, hvor de fik vist, hvor langt de havde løbet. Endelig blev der serveret suppe i klasserne.