Sagen om vandalismen på klitterne i et sommerhusområde syd for Lønstrup fortsætter ifølge TV2 Nord.
Før jul gravede ukendte gerningsmænd som tidligere omtalt klitterne væk, skubbede jord og sand ud over og hældte efterfølgende beton ned ad skrænten.
Grundejerforeningen Strandfogedgården er blevet sat i forbindelse med det omfattende hærværk – men det afviser formand Erling Mikkelsen.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Søren Smalbro, er ikke imponeret over synet, der møder ham, da han er ude for at kigge på området.
– Det er godt nok ikke kønt. Det ligner mest af alt udgravning til et landbrugsbyggeri. Det hører ikke hjemme her, siger han til TV2 Nord.
Han vil nu arbejde på at få lov til at kystsikre i området.
– Det hører ingen steder hjemme, at vi ikke må have lov at kystsikre en klint, som vi gerne vil bevare, siger han. Han peger på det paradoksale i, at det, man gerne vil sikre, forsvinder, fordi det er fredet.
Hans drømmescenarie er en kystsikring med høfder og sandfodring. Fordi der er tale om EU-regler, vil han gå til ministeren.
Lige nu sker der ikke mere i sagen fra kommunens side. Vandalismen er blevet anmeldt til politiet, som nu skal efterforske sagen.
Tjek indslagene om sagen: TV2 Nord.