Af Victoria Skipper Petersen
Meget tidligt mandag morgen vågnede jeg ved, at fars alarm på mobilen gik i gang præcis kl. 4.30, fordi han ville op på dækket for at se os anløbe Thorshavn.
Mens mor blev liggende og gassede sig under sin varme dyne, gik far og jeg op på dækket. Thorshavn er simpelthen et vidunderligt lyshav, når man anløber havnen fra Nolsøfjorden.
Efter morgenmaden gik jeg igen med far en tur op på dækket. Der var endnu mørkt. Byen var stadigvæk ligeså fantastisk smuk med lyshavet fra husene og gadelygterne. På havnen var der også allerede hektisk aktivitet.
”Kan du se de to lysstriber oppe over byen?” spurgte far og pegede.
”Ja,” svarede jeg og vidste præcis, hvad der nu ville komme, fordi far som ung havde arbejdet i et tømrersjak på byggeriet af Hotel Föroya, der ligger smukt med græstørv på taget højt over Thorshavn.
Især elsker han at fortælle om den dag, hvor alle de færøske tømrere pludselig forsvandt fra taget, som de var i gang med at lægge. Far stod måbende tilbage og fik først forklaringen, da han lidt efter snakkede med formanden for deres sjak.
Der var simpelthen for kort tid siden blevet set en stor flok grindehvaler ude i fjorden mellem Thorshavn og Nolsø. Derfor havde alle bare smidt værktøjet og var valfartet i en vis fart ned til deres egne eller naboernes både. Grindedrab giver kød og spæk på bordet, havde far mange gange forklaret.
Da mor var klar, gik vi en tur ud i Thorshavn. Vi besøgte blandt andet byens gamle og stemningsfulde boghandel og havnen, hvor der blev solgt fisk ved kajen. Her fik far en SMS fra kaptajn Henrik Hammer.
Mor og far har lært ham at kende på de tidligere sejlture med Norröna. På denne sejlads skulle far for anden gang lave et interview med ham.
Henrik ville nu høre, om vi var interesserede i at blive kørt en tur op til Grønnedal, hvor Søværnet har haft base og en radarstation med to lytteposter tilhørende NATO. Radarerne ligner store snebolde på toppen af fjeldet.
Det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Henrik skulle først til et møde i land, men bagefter hentede han sin bil og kørte os op på fjeldet, som er et af de højeste på Færøerne.
Henrik havde på forhånd spurgt, hvordan vi havde det med højder. Det var der god grund til. Vejen op ad fjeldet var stejl og snoet, men udsigten deroppefra til gengæld ufatteligt smuk.
“Der var egentlig tre, men den ene kuppel blæste af under en storm. Nu er den helt pillet ned. Ligesom de amerikanske bygninger lidt længere nede af fjeldet,” fortalte Henrik.
Vejret var godt, men ikke helt klart. Alligevel kunne vi se flere bygder langt nede under os og øerne ude i det sølvglinsende Atlanterhav.
Da vi kom tilbage til skibet, var det igen ren afslapning. Ved afsejlingen blev vi inviteret op på broen.
Den nat drømte jeg om en havfrue.
