
Traditionen tro bliver der blæst igennem ved nytårskoncerten lørdag den 13. januar kl. 16 i Hirtshals Kirke.
Fem messingblæsere fra Aalborg blæser op. Aalborg Messingkvintet vil til nytårskoncerten i Hirtshals kirke fremføre et godt og blandet program, bestående af f.eks. kendte nytårs-toner af både Johann Strauss og H.C. Lumbye, renæssance musik af Tylman Susato og operamusik af Giacomo Puccini. Eftersom to af ensemblets medlemmer er fra Sverige, vil der også blive fremført musik af både Carl-Michael Bellman og ABBA-Benny Andersson. Så der skulle vist være lidt for enhver smag.
Instrumenterne er i dagens anledning i de bedste hænder. Ensemblet så dagen lys for første gang for 10 år siden, og har spillet koncerter i Nordjylland i mange forskellige sammenhænge.
De fem musikere er: Rikke Øland og Nicholai Andersen, trompeter, Erik Sandberg, horn, Bettina Ejlerts Jensen, basun, og Mattias Johansson, tuba.
De to førstnævnte er meget aktive både som udøvere og undervisere i mange sammenhænge, og de tre sidstnævnte er solospillere på deres respektive instrumenter i Aalborg Symfoniorkester.
Så mon ikke den indefra kommende lune brise denne eftermiddag snildt kan udkonkurrere den kolde vind udenfor?
Entré kr. 50.
Efterspil i Kirkecentret med kaffe og kransekage m.m.





















































