Palle W. Nielsen springer fra nytår ombord hos FlaskePosten.nu

Den tidligere chefredaktør på Skagens Avis og lokalredaktør hos NORDJYSKE Medier, Palle W. Nielsen, springer fra nytår ombord hos FlaskePosten.nu.

755

FlaskePosten.nu har længe fået mange opfordringer til at sprede de gode budskaber fra og om lokalområdet i hele Hjørring Kommune. Disse opfordringer og muligheder får vi fra nytår større mulighed for at indfri og realisere.

Lige nu lægger vi således sidste hånd på rammerne for et samarbejde med den erfarne journalist Palle W. Nielsen, der per 31. december er blevet fyret som redaktør af HjørringAvis.dk. Det samarbejde vil utvivlsomt kunne bidrage til at lave et endnu stærkere lokalt netmedie, hvor det primære fokus fortsat vil være på Hirtshals, men som allerede antydet med inddragelse af mere relevant stof fra andre dele af Hjørring Kommune. Vi har med andre ord mange planer og idéer i støbeskeen, og begge parter tror, at vi kan få etableret et rigtig godt samarbejde i det nye år og fremover.

Vi har nemlig rent faktisk på FlaskePosten.nu allerede længe haft en del artikler også fra specielt Hjørring og Lønstrup, og med det nye samarbejde vil vi i givet fald kunne servicere læsere og annoncører i hele Hjørring Kommune. Vi håber, at alle nuværende læsere og annoncører er parate til nye eventyr, men vi garanterer som allerede antydet, at vi fastholder det stærke fokus på den gamle Hirtshals Kommune samtidig med, at vi også kommer mere rundt i resten af Hjørring Kommune.

Palle W. Nielsen har arbejdet i den nordjyske medieverden siden 1991, hvor han blev ansat på den daværende privatejede Skagens Avis, hvor han i 1995 blev chefredaktør. Siden var han med til at fremme lokaljournalistikken som redaktør i Skagen og som en del af ledelsen på Vendsyssel Tidende og senere NORDJYSKE Medier, hvor han var souschef på den daværende store redaktion på Vendsyssels østkyst med redaktion i Frederikshavn.

Palle W. Nielsen var som del af den lokale redaktionelle ledelse med til blandt andet at udvikle og have ansvar for ugeaviser, radio, tv-kanal, netmedier og dagbladet plus særtillæg. Derfor betragter vi det nye samarbejde som et kæmpe plus for FlaskePosten.nu.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments