
Rasmus Jespersen fylder denne fredag 50 år og er af de fleste kendt som en særdeles afholdt formand for Hirtshals Musikforening og halinspektør hos Hirtshals Idrætscenter. Derfor får han også et fantastisk flot skudsmål af venner og bekendte, som den lokale netavis i dagens anledning har talt med.
– Rasmus er et af de mest ordentlige, og mest rummelige mennesker jeg kender. Han er nærværende – og er helt i gennem rar. At han så oven i alt det, også er et utroligt almenvidende menneske, der gerne tager snakken, og deler ud af sin klogskab, kan kun være et plus oven i hatten, fortæller Biver Irmgard Ledet.
– Jeg har kendt Rasmus i over 30 år, og hvis der er noget, som er særdeles kendetegnende ved ham, er det hans utroligt store hjælpsomhed. Igennem de mange års venskab har jeg erfaret, at man kan ALTID ringe til Rasmus, og det er sgu’ lige meget hvad, så kommer han, siger Jens Kohno Andersen.
– Desuden er han jo en ildsjæl, først og fremmest som formand for Musikforeningen, hvor jeg har arbejdet sammen med ham i 14 eller 15 år, men også på Hirtshals Redningsstation, og alle de andre ting, hvor han involverer sig. Rasmus er heller ikke en, som snakker dårligt om andre, har ihvertfald aldrig hørt det. Kort og godt vil jeg betegne Rasmus som en rigtig god kammerat, der kun forventer, at man er ærlig overfor ham, tilføjer Jens Kohno Andersen.
– Rasmus er en ildsjæl i ordets oprindelige betydning, én der arbejder brændende for sin sag. Men det er heldigvis ikke kun ham selv, der får udbytte af hans store og ihærdige indsats. Det gør alle vi andre bestemt også. Jeg nyder vores samarbejde i Hirtshals Musikforening. Vi ville ikke være det, vi er i dag, uden ham som formand, og selv om Rasmus sjældent er den, der råber højest, så tag ikke fejl. Rasmus er en diplomat med kant, og det er netop kanten, jeg holder mest af, fastslår Michael Vajhøj.
– Rasmus har været en fortræffelig formand for Hirtshals Musikforening i mange år efterhånden. Jeg tror, alle i bestyrelsen kan skrive under på, at Rasmus har en kæmpe aktie i den succes som foreningen har haft både i forhold til fokus på unge musikeres muligheder for øvefaciliteter i Hirtshals og de mange koncerter i almindelighed og Musik Under Trappen i særdeleshed. Rasmus gør ikke noget halvt i forhold til HMF. Der er højt til loftet, plads til at drømme, og vi har en god, inspirerende dialog omkring bestyrelsesarbejdet. Det er en af grundene til, at rigtig mange har mange år på bagen i bestyrelsen, supplerer Niels Viberg.
– Rasmus’ måde at lede foreningen på gør, at folk kan li’ at være med. Han er meget opmærksom, rar, empatisk og en go’ ven. Musik Under Trappen har udviklet sig eksplosivt fra et lille partytelt i 1999 med plads til 200 gæster til nu, hvor der i 2018 er 20. gangs jubilæum. MUT trækker i dag tusinder af gæster fra hele landsdelen til arrangementet, der også er særdeles eftertragtet blandt musikere, fortsætter Niels Viberg.
– Rasmus har trukket et kæmpe stort læs og har et stort stort engagement helt fra den store planlægning ned til de mindste detaljer. Selvom han nu runder 50, så er det mit håb, at han har lyst til at lege med i HMF i mange år endnu, slutter Niels Viberg.
Karakteristikken ovenfor kan mange andre garanteret genkende. Ligesom der givetvis er rigtig, rigtig mange, der deler det sidste ønske med Niels Viberg. Det gør vi i hvert fald her hos den lokale natavis, som med denne hymne ønsker at levere et kæmpe tillykke til Rasmus Jespersen!






















































