Forældre klar med planer for friskoler i Tornby og Horne

Der er umisforståelige politiske signaler i forældrenes planer om friskoler, fordi intet er definitivt afgjort før til februar.

13

Der er et oprør i gang hos mange forældre, som ikke bare passivt vil se til, at op mod seks folkeskoler lukker med det nye budgetforlig i Hjørring Kommune.

Blandt de lukningstruede skoler var i kommunens første udspil Tornby, men efterfølgende kom også Horne i spil, hvis ikke der findes nok besparelser på anden vis i Hirtshals Skolecenter.

Torsdag i denne uge bliver det afgjort, hvilke skoler der indstilles til at skulle lukke og slukke, men forældre på begge skoler har udvist rettidig omhu og langt hen ad vejen sørget for de fornødne tiltag, så der kan åbnes friskoler.

Længst er man muligvis kommet i Horne, hvor beboerforeningen nemlig ikke bare har betalt de 20.000 kroner, som en friskoleanmeldelse koster, men forældrene har tillige lavet hjemmeside og åbnet gruppe på Facebook.

Hvis der startes friskoler på de matrikler, som lokalpolitikerne planlægger at sløjfe, kan forvaltningen og byrødderne formentlig vinke farvel til meget af den kalkulerede besparelse, da elever i privat regi også koster det offentlige penge.

Det er imidlertid først til februar, at den endelige og definitive beslutning træffes i Hjørring Byråd. Derfor sender forældrene selvfølgelig også et umisforståeligt politisk signal med planerne om friskoler.

Via nedenstående links kan man læse meget mere om de langt fremskredne planer for at etablere Stendysseskolen i Horne.

Link til gruppe på Facebook: Stendysseskolen

Link til hjemmeside: Stendysseskolen

Foto:Stendysseskolen

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments