Hvem
Hvem kan åbne lysets låger
hvem kan lukke mørket ind
sætte dug og salte tårer
på min sarte barnekind
Hvem kan dæmpe havets stemme
styre mågens frihedsskrig
byde blomsterfrø at gøre
verden smuk og farverig
Hvem kan dulme elskovs smerte
tysse på orkanens sus
kaste månelys i havet
til en dans af bølgebrus
Hvem kan stilne lynets vrede
komponere fuglens sang
lade snefnug sagte dale
ned på jorden nok engang
Hvem kan standse søens strømme
lede duens rette vej
sørge for at kærligheden
er en del af dig og mig
Lad mig svæve let med vinden
syd og vest og nord og øst
gemme lys og gemme mørke
i mit lille barnebryst
Af lyriker og forfatter Poul Jansen i december 2017.
Foto: Arkiv.