Enhedslisten: Drop den tredje forbindelse ved Limfjorden

Enhedslisten i Aalborg Kommune foreslår mere miljøvenlige alternativer, så det måske ikke bliver nødvendigt med en tredje Limfjordsforbindelse.

624
Foto: Johnni Isaksen.

Det er ikke til at komme udenom – der er tidspunkter på døgnet, hvor man skal være udstyret med en særdeles veludviklet tålmodighed, hvis man vil igennem Limfjordstunnelen, og politikere og bilister har i årevis skreget på at få en tredje forbindelse over fjorden.

Dels fordi den nuværende Limfjordstunnel har en begrænset levetid, og dels fordi antallet af bilister stiger, så presset på de nordjyske motorveje kun tager til.

Men ovenpå en kommunvalgkamp, hvor netop en tredje Limfjordsforbindelse var et af de helt store emner, kommer Enhedslisten i Aalborg nu med et noget anderledes forslag: Ryd ud i antallet af biler på vejene i stedet for at bygge nye broer eller tunneler.

– I Enhedslisten er vi grundlæggende uenige med det socialdemokratiske byrådsflertal i holdningen til en tredje Limfjordsforbindelse. Denne uenighed bør dog efter vores opfattelse ikke forhindre, at vi sammen kan tage andre initiativer, som kan reducere presset på vores veje og give en bedre infrastruktur, siger Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten.

Konkret har han og partiet udarbejdet fire konkrete forslag, som de gerne vil have drøftet med borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Forslag, der både skal skabe bedre plads på vejene og gavne miljøet.

– På den korte bane handler det om at skabe smidigere regler for medarbejdernes mødetider og mulighed for at arbejde hjemmefra samt understøttelse af samkørselsordninger. På den lidt længere bane handler det om oprettelse af nye stoppesteder på nærbanen, som foreslået af adskillige borgergrupper og om at udvide skinnenettet, så der kan blive bedre muligheder for at transportere transitgods på skinner, siger Per Clausen.

– Der er tale om forslag, der både vil forbedre infrastrukturen, skabe bedre plads på vores veje og være miljømæssigt og klimamæssigt forsvarlige. Derfor vil det være oplagt med et initiativ fra Aalborg Kommune på disse områder, slutter Per Clausen.

En tredje Limfjordsforbindelse har været på tegnebrættet i efterhånden mange år, men indtil nu er det ikke lykkedes at få afklaret, hvor forbindelsen skal gå, hvordan den skal finansieres, eller hvordan man forholder sig til spørgsmålet om brugerbetaling.

Hvordan erhvervslivets og turismens positive vækst skal skaffes bedre vilkår, hvilket er interessant ikke mindst for os i det nordvestlige Vendsyssel, fremgår desværre ikke umiddelbart af referatet af planerne fra Enhedslisten.

Foto: Johnni Isaksen.
Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments