Blandt de borgere, der ikke selv stiller op, men aktivt slår på tromme for repræsentation af det nordøstlige hjørne i Hjørring Kommune, der blandt andet dækker Bindslev, Tversted, Uggerby, Tuen og Sørig, finder man Kjeld Larsen og Erik Toustrup.
– I 2015 var forhenværende borgmester Knud Størup inviteret til at holde grundlovstalen ved Bådhuset i Tversted. Han sagde blandt andet, hvor mange personer kender forsamlingen inde i Hjørring Byråd? Han gættede selv på ikke ret mange, fordi som han sagde, man har ingen repræsentanter fra Tversted, Tuen, Bindslev og Uggerby. Det syntes han, at man skulle gøre noget ved næste gang, der var kommunalvalg, fortæller således Erik Toustrup.
Forhenværende borgmester Knud Størup holdt i 2015 grundlovstale i Tversted.
– Befolkningstallet i disse områder fortæller, at det kan lade sig gøre at få et byrådsmedlem. Men det forudsætter, at man står sammen om at stemme på én kandidat. Elsebeth Madvig deltog forleden i det store vælgermøde på Klitgården, hvor op mod et par hundrede i alt deltog. Hun fik solide klapsalver, hver gang hun tog ordet, men det var da også efter rigtig gode indlæg, fastslår Kjeld Larsen.
– Dette at få valgt en lokal ind i Hjørring Byråd vil betyde meget for et lille lokalsamfund som Tversted. Der vil altid være en repræsentant fra byrådet, man kan henvende sig til, hvis man vil have bud med til byrådet omkring en eller anden ting. Vejen bliver lige som lidt lettere, tilføjer Erik Toustrup, som er formand for Tversted Bjærgelaug.
Begge borgere anbefaler da også netop Venstres lokale kandidat Elsebeth Madvig som deres repræsentant i Hjørring Byråd. Lokallisten har dog også en stærk kandidat i den meget aktive ildsjæl Christian Engen fra Bindslev, som blandt andet har siddet flere år som formand for skolebestyrelsen i det store Sindal Skoledistrikt.
Frem mod kommunalvalget den 21. november vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
Foto: Arkiv.