
Hvis nogen skulle leve i den vildfarelse, at man forvandles til en doven pamper, fordi man i en årrække har varetaget tillidshvervet som formand for Hirtshals Fiskeriforening, burde man denne lørdag være kørt en tur ned på Sydvestkajen.
Her kunne man nemlig iagttage, at omtalte formand, som selvfølgelig er Niels Kr. Nielsen, der af langt de fleste lokale er bedre kendt som Niller, netop denne lørdag er ved at give sin egen jolle HG 4 med samme navn en overhaling ved Hirtshals Bedding.
– Det skal gøres, da man aldrig kan vide, hvornår man igen kan få brug for at tage den i brug, siger formanden med et lunt smil og en slet skjult hentydning til, at han selvfølgelig er ansat i et tillidshverv, som man kun bestrider, så længe medlemmerne har lige præcis tillid til ens varetagelse af hvervet.
Desangående er den lokale netavis nu ikke bekendt med, at den fungerende formand skulle sidde og vippe på taburetten endsige kontorstolen. Til gengæld kan han heller ikke bare båden sejle sin egen sø i Jollehavnen.






















































