Lene Bjørn Sørensen (B): Bosætning og bæredygtig turisme er en radikal mærkesag

De Radikale har bosætning og bæredygtig turisme som en mærkesag og vil i byrådet arbejde for at udvikle dette, konkluderer i dette debatindlæg Lene Bjørn Sørensen.  

241

Af Lene Bjørn Sørensen

Spidskandidat
Det Radikale Venstre

Hjørring Kommune

Her op til kommunevalget tales der meget om styrkede indsatser for bosætning. Her er det afgørende at være opmærksom på, at ingen enkeltstående indsatser er tilstrækkelige.

En bosætningspolitik må omfatte et samspil mellem en lang række forskellige områder, som tilsammen gør en kommune attraktiv. Det gælder erhvervsliv, boliger, velfærdsområderne, kultur- og fritidsliv, uddannelsesmuligheder og civilsamfundets foreninger og frivillige. Og det gælder samspillet mellem lokale aktører og bredere samarbejdsorganer i kommunen – og på tværs af kommunerne.

Turisme som eksempel

Turisme er et eksempel på et indsatsområde, som kræver samarbejde både på den ene og den anden led. Det, der gør en kommune attraktiv for borgere og bosættere, er i mange tilfælde det samme, som er attraktivt for turister. Her er især samspillet mellem turismeerhverv, kultur- og fritidstilbud og foreninger/frivillige afgørende. Og det kræver et godt samspil mellem lokale aktører, kommunen og større organisationer.  Hvis lokale turismeerhverv, kulturinstitutioner og foreninger – som f.eks. beboerforeninger, turistforeninger og frivillige i det hele taget – skal nå ud over rampen, er det nødvendigt med et godt samarbejde med kommunen, andre kommuner og større organisationer som ”Toppen af Danmark” og VisitNordjylland.

Og hvis udgangspunktet – som hos os – er naturen som attraktion og især vores enestående kyster, er det vigtigt ikke kun at tale om kystturisme, men derimod at koble det sammen med indlandsturismen – der skal også være attraktioner som f.eks. forretnings- og restaurationsliv og kulturtilbud på de dage, hvor det regner! Det er særligt vigtigt, hvis vi ønsker at udvide sæsonen i retning af en højere grad af helårsturisme. Dette er naturligvis meget afgørende i forhold til at styrke beskæftigelsen i turismerelaterede erhverv.

Torvedage på skift

Et eksempel kunne være, at vi finder ud af at organisere torvedage på faste ugedage på skift mellem forskellige byer i kommune – i lighed med det, der er helt almindeligt i Sydeuropa. Man kan f.eks. forestille sig, at når en familie har lejet et sommerhus, så ligger der en folder, hvor ikke bare de helt lokale oplevelsestilbud bliver formidlet, men herunder også på hvilke dage, der er torvedage i de andre byer. I højsæsonen kunne disse torvedage primært placeres i kystbyerne – og derefter måske flytte længere ind i landet.  Men det kræver en organisering og et samarbejde mellem lokale aktører, erhverv og kommunen.

Vendsyssel Festival

Et andet eksempel, som illustrerer kulturens betydning, er Vendsyssel Festival, som er Skandinaviens største festival for klassisk musik! Det enestående her er, at den i høj grad er forankret lokalt – at der tilbydes et væld af varierede musikoplevelser på højt niveau spredt ud over hele Vendsyssel, især i Hjørring Kommune – også i små byer i sommerlandet. Og så er den i høj grad drevet af frivillige, bl.a. de lokale menighedsråd. Erfaringen viser, at der også er mange turister, som deltager. Især i Tyskland er der et stort publikum for klassisk musik – og det er ikke svært at forestille sig, at kombinationen af en sommerhusferie og deltagelse i nogle af de over 60 koncerter forskellige steder er attraktivt for mange tyskere. Noget tilsvarende kunne siges at gælde Jazzy Days i Tversted – og i lighed med Dana Cup for de sportsinteresserede.

Formidling er afgørende

Alt dette afhænger af, at det formidles. Det er her, hvor især kommunen og de større turistorganisationer har en vigtig rolle. Vi skal ikke bare ud over kommunegrænsen, og vi skal længere væk end til Hamburg. For os er det attraktivt at rejse sydpå i sommerferien. Omvendt – hvis man bor i Sydeuropa og hele sommeren lever i et tørt, solafsvedet land med temperaturer på 30-35 grader (forstærket af klimaændringerne) – er det ikke svært at forestille sig, at det kan være attraktivt at komme til et sted, hvor vejret er mere varieret og friskt, og hvor det oven i købet også regner indimellem, og landskabet derfor er mere frodigt … Men det forudsætter, at det formidles, at der er noget at komme efter! Selv om dette måske primært er en opgave på nationalt plan, er det vigtigt, at vi yder vores bidrag hertil.

Som bidrag til denne formidlingsopgave kan også uddannelser involveres. På UCN i Hjørring er der som bekendt en professionsbacheloruddannelse i natur- og kulturformidling. Studerende herfra kan i deres praktik og projektarbejde bidrage til udvikling af formidlingsprojekter. Derudover kunne kommunen igangsætte og drive et korps af frivillige ’ambassadører’ med forskellige erhverv og fra hele kommunen – som kunne formidle viden om landsdelen og dens attraktioner i forhold til deres forskellige netværk uden for kommunen.

Bosætning og turisme – og frivillige – er en mærkesag for Radikale

Alt sammen kræver det et samarbejde på alle niveauer mellem lokale turismeerhverv og -foreninger, klynger og netværk af f.eks. kunsthåndværkere og fødevareproducenter, handelsstandsforeninger, kommunen og større turismeorganisationer.

De Radikale har bosætning og bæredygtig turisme som en mærkesag, og vi vil i byrådet arbejde for at udvikle dette samarbejde!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments