
Den norskejede virksomhed Hav Line etablerer en ny lakseterminal på 16.000 kvm. på
Hirtshals Havn.
Terminalen bliver etableret ved Industrikajen, hvor Skagerak Group
tidligere har haft aktiviteter. Når terminalen er fuldt indfaset i løbet af 2019, bliver der brug
for 120-140 medarbejdere.
Hjørring Kommunes jobcenter er i fuld gang med at få etableret det bedst mulige rekrutteringsgrundlag blandt kommunens ledige.
– For Hjørring Kommune er det meget glædeligt, at en norskejet virksomhed etablerer sig
i Hirtshals med baggrund i den konkurrencefordel, det giver. Samtidigt cementeres
Hirtshals’ førende position i den danske lakseindustri. Jeg vil samtidig rette en tak til
Skagerak Group for deres rolle i tiltrækningen af den nye virksomhed. Det er dejligt at en
virksomhed, der selv afvikler aktiviteter på havnens arealer, har været en afgørende aktør
i arbejdet med at tiltrække en ny virksomhed, siger borgmester Arne Boelt (S).
Hjørring Kommune har i en længere periode været i dialog med ejerne bag Hav Line
Gruppen af hensyn til planlægningsprocessen af byggeriet og ikke mindst behovet for
arbejdskraft til den nye terminal.

Terminalen vil modtage laks, der bliver slagtet på Hav Line Gruppens nye ”slagteskib”, så
laksene kan slagtes og nedkøles i forbindelse med at de bliver transporteret fra Norge til
Hirtshals, og dermed er terminalen en væsentlig brik i Hav Lines nye strategi for logistik
og forarbejdning af laks.
Processen omkring håndteringen af laks fra opdrætspladserne til spisebordene i Europa
bliver dermed tilrettelagt på en hel ny måde, der både giver friskere fisk og et mindre
ressourceforbrug i processen. Samlet set bliver miljøbelastningen i processen reduceret
markant i forhold til de gængse produktionsmetoder.
Skagerak Group bistår Hav Line Group i etableringsfasen og har i hele processen været
med til at formidle kontakterne mellem Hav Line Group, Hirtshals Havn og Hjørring
Kommune.
Bygherrerepræsentant ved byggeriet Jørgen Marvig fra Skagerak Group udtaler i forbindelse med de første byggearbejder:
– På indeværende tidspunkt følger byggeriet tidsplanen, og kan vi fastholde den stramme tidsplan, vil vi være færdige til at installation af procesanlægget kan starte i foråret 2018. Færdiggørelsen af terminalbygningen og idriftsætning af procesanlægget skal være klar til at modtage det nybyggede produktionsskib “Norwegian Gannet”, der efter planen skal anløbe havnen med de slagtede laks fra sensommeren 2018.

Samtidig vil de ændrede processer omkring slagtning, transport og håndtering af laksen betyde, at den totale miljøbelastning fra den enkelte laks reduceres markant.Terminalens kapacitet kan øges dynamisk i takt med at interessen for at anløbe terminalen med produktionsskibe med slagtede laks stiger.
Link til tidligere artikler på den lokale netavis: Nyt industrieventyr på Hirtshals Havn






















































