Mandag aften deltog ikke færre end 170 borgere i et møde med 12 partier i panelet på Klitgården. Forinden havde der været fællesspisning med 90 deltagere.
Arrangørerne bag mødet var: Tversted Borger- og Turistforening, Tversted-Uggerby Venstre og Klitgården. Det var derfor også en veltilfreds formand for Klitgården Ulla Guntofte, der bød velkommen.
En indledende runde med 2 minutter til hver paneldeltager afløstes af spørgsmål fra salen. Ikke så underligt var vigtige omdrejningspunkter skoler, ældrecentre, rent drikkevand og turisme
Skolestrukturen i området er afklaret, men helt så enkel er ældresektoren måske ikke. Det handlede om ældrecentrene Mariebo og Smedegården.
Byrådskandidat Elsebeth Madvig, der netop bor i Tversted, fik aftenens største bifald, da hun varmt argumenterede for en bevarelse af centrene med bl.a. aktivitetstilbud i nærområdet.
Toiletter i et turistområde er et must, og Elsebeth Madvig rettede en skarp kritik til de beslutningstagere, der havde fået toiletbygningen på rastepladsen i V. Tversted fjernet.
Et spørgsmål om anlæg af cykelstier langs stærk trafikerede Skagensvej / Tverstedvej gav ikke anledning til nogen speciel form for tilsagn.
Ikke uventet blev der fra salen spurgt ind til stranden i Tversted, der i løbet af det forløbne år er blevet betydeligt smallere. Har det noget at gøre med havneudvidelsen i Hirtshals?
Fra de paneldeltagere, der tog ordet, blev dette afvist. Naturen og dens luner er man ikke herre over. Over en årrække er stranden skiftevis blevet bredere og smallere.
Mødet blev dygtigt ledet af Tversted Borger- og Turistforenings næstformand Birthe Østergård, der til slut kunne takke for en udmærket aften.
Frem mod kommunalvalget den 21. november vil vi på den lokale netavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.
Foto: Hanne Hvidegaard.