B75 tog som det første hold i Stigadivisionen point fra Roskilde

I denne weekend spillede førsteholdet fra B75 i Stigadivisionen to svære udebanekampe mod Næstved og Roskilde.

82

I denne weekend spillede førsteholdet fra B75 i Stigadivisionen to svære udebanekampe. Lørdag imod en af dette års mesterskabsfavoritter Kvik Næstved, og søndag imod de seneste 5 sæsoners mestre BTK61 Roskilde.

Lørdagens modstander fra Næstved er som nævnt en seriøs bejler til mesterskabstitlen i år. Holdet er blevet forstærket med den spillende sportschef Ewout Oostwouder fra Holland, som sidste år var fast mand på Roskildes mesterhold, og som pt er næstbedste bordtennisspiller i Holland. Herforuden har Næstved fået en stærk kineser, Deng Pan, som sidste sæson gjorde god figur i den polske liga, som regnes for at være Europas næststærkeste liga.

Ovenfor kan man se kampen mod Næstved.

Som ventet blev det en svær opgave for B75, og Næstved var ved pausen foran 3-1, hvor kun Simon Söderlund havde vundet en kamp for B75. Dog bør Martin Lund´s indsats imod den 18 årige landsholdsspiller Andreas Dilling fremhæves; Martin spillede rigtig flot, og vandt sæt over den, på papiret, langt stærkere spiller.

I anden halvdel af kampen, vandt An Shu og Simon Söderlund sine kampe, imens Khaled Assar tabte til Deng Pan i femte sæt. Stillingen var nu 4-3 til Næstved og Martin Lund spillede i sidste kamp imod Næstveds stærke svensker Henrik Johansson. Igen spillede Martin en rigtig flot kamp, og vandt et sæt, men desværre for Martin vandt Henrik 3-1. Således vandt Næstved knebent 5-3 over B75.

Søndag gæstede B75 de regerende mestre fra Roskilde, som igen i denne sæson er mesterskabsfavoritter. Det blev en særdeles spændende kamp, og stillingen efter første halvdel var 2-2, hvor An Shu og Khaled Assar stod for B75´s to sejre.

I anden halvdel måtte An Shu se sig besejret af sin yngre landsmand Yujia Zhai. Men Simon Söderlund spiller fantastisk! I 5. sæt er han bagud 4-8, men vinder herefter de næste 7 bolde i træk over Hollands bedste bordtennisspiller Laurens Tromer fra Roskilde, og vinder dermed sin kamp 3-2.

Så står der 3-3, inden de sidste to kampe. Khaled Assar vinder sikkert sin kamp 3-0, og bringer B75 foran 4-3, og det tager lidt af presset på unge Martin Lunds skuldre. Martin er oppe imod en af Danmarks igennem tiderne bedste bordtennisspillere Allan Bendtsen, og selv om Martin igen leverer en rigtig flot indsats, er det ikke helt nok imod rutinerede Allan Bendtsen, som vinder over Martin.

Kampen sluttede således uafgjort 4-4. Et godt resultat for B75, som er første hold som tager point fra mesterskabsfavoritterne fra Roskilde.

Alt i alt er formand og holdleder for førsteholdet Simon Rokkjær godt tilfreds med holdets indsat i weekenden.

– Vi havde to meget svære kampe, men vi spillede rigtig godt i begge kampe. Vi taber med mindst mulige margin 3-5 til Næstved, og spiller uafgjort 4-4 imod Roskilde. Med lidt held, havde vi måske kunne rejse hjem med 2 eller 3 point – men jeg er ganske tilfreds med det ene point og spillernes flotte indsats, siger Simon Rokkjær.

Efter weekendens kampe ligger B75 med 7 point nu på 3. pladsen i Stigadivisionen, samme pointantal har Roskilde på 2. pladsen, og på førstepladsen ligger Næstved med 8 point.


Holdet fra B75 er fra venstre An Shu, Simon Söderlund, Martin Lund og Khaled Assar.

Næste kampe for B75 i Stigadivisionen er 20. januar imod Hillerød og 21. januar imod Penthouse CPH i København. Begge kampe spilles på udebane.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments